Rødovre og omegns Gymnastikforening

Formand:
Thomas Bak
Kontakt:
rog@rog.dk

Hjemmeside: www.rog.dk

Vi er ROG familien

Vi betragter vores forening som en stor familie med samme værdier, som man har hjemme i familien. Men vi vil gerne være flere og vi vil gerne kunne samles i vores eget foreningshus.

Rødovre- og Omegns Gymnastikforenings værdier ligger tæt op af de værdier, som vi finder hjemme hos familien. Vi kalder os “ROG familien”, og præcis, som hjemme i familien, bliver vores medlemmer og instruktører i ROG en del af et fællesskab, hvor vi:
• passer på hinanden
• holder af hinanden
• udvikler os sammen
• har respekt for hinanden
• gerne vil lære noget nyt
• sikrer at der er plads til alle
• er åbne overfor nye medlemmer af familien
• har det sjovt

Vi ønsker, at alle skal kunne deltage i vores forening på lige præcis det niveau, som den enkelte har behov for.

Vi tager ansvar
I ROG har vi valgt at tage et socialt ansvar. Rødovre Kommune ligger sammen med resten af Vestegnen meget lavt i forhold til antal borgere, som deltager i foreningslivet. Vi har som en stor forening ressourcerne til at gøre en positiv forskel.
Vi har et mål om – i samarbejde med Rødovre Kommune – at få så mange borgere som overhovedet muligt ind i foreningslivet.
Bevægelse og deltagelse i
sunde sociale sammenhænge er en katalysator for et bedre og et sundere liv, og vi vil være med til at sikre, at så mange borgere som muligt i vores lokalområde bliver en del af foreningslivet.
Vi har også mål for, at de, som har særligt talent for gymnastik, har mulighed for at blive udfordret. Så vi arbejder målrettet på at skabe de bedste rammer for nogle af Danmarks bedste gymnaster indenfor TeamGym og Rytmisk Sports Gymnastik.

Mangler haltid
Som Rødovres største forening har vi hver sæson udfordringer med at have haltider nok til alle vores hold.
Vi har et ønske om at blive endnu større, så flere af Rødovres borgere bliver en del af foreningslivet og et sundt socialt fællesskab. Det kræver faciliteter.
I vores konkurrenceafdeling TeamGym er vi blandt de bedste i landet i flere aldersgrupper og klasser. Vi ønsker at kunne tiltrække flere TeamGym gymnaster fra Rødovre og også fra kommunerne omkring os.
Vi mangler faciliteterne til at kunne være værtsforening for nogle af de TeamGym konkurrencer, som hvert år gennemføres i Danmark.
TeamGym er en af de største konkurrence idræts-
grene i Danmark, og med de rette faciliteter vil vi kunne sætte Rødovre på Danmarkskortet på en meget positiv måde, som ishockey har været en inspiration for børn og
unge i mange år i Rødovre Kommune.
Gymnastik adskiller sig på den måde, at vi har tilbud for både piger og drenge i alle aldre og på alle niveauer – så vi håber meget, at gymnastikken og ROG kan være et vigtigt værktøj i Rødovres indsats for at fremme idræt og sundhed generelt.

Foreningshus
Som “familie” mangler vi også et rigtigt “hjem” – et ROG foreningshus, hvor vores gymnaster og medlemmer kan møde deres holdkammerater og også mødes på tværs af foreningens forskellige hold og dyrke det sociale aspekt af foreningslivet.
Vi ser dette, som en meget vigtig parameter for at fastholde medlemmerne i foreningslivet, efterhånden som de bliver ældre.