Rødovre Atletik Club

Formand:
Tonny Hartvig
Kontakt:
Tlf.: 40 28 87 00

Hjemmeside: www.rac.dk

Løbeklubben med højt til loftet

Rødovre AC kombinerer sammenhold med den personlige træningsfleksibilitet

Mange motionister kender nok følelsen: Man vil i princippet gerne ud at
løbe, men lige i dag regner det / blæser det / er det for varmt / er man for træt. Indsæt selv undskyldning efter behov.

Men sådan behøver det ikke at være, i hvert fald ikke, hvis man er medlem af løbeklubben Rødovre AC. Klubben træner klokken 17.30 hver mandag og onsdag året rundt – og kloken 9 lørdag morgen. Uanset vejr, form og træthed.

”Det er en af de ting, jeg elsker ved at være med i klubben. Jeg behøver simpelthen ikke overveje, om jeg nu har lyst eller kræfter til at løbe i dag. Den beslutning er allerede taget, så jeg behøver bare at
møde op – og så få den ekstra energi af at løbe sammen med de andre,” siger Rosa Abelgren, der har været medlem af RAC i tre år.

Før det havde hun som mange af klubbens andre medlemmer løbet for sig selv med jævne og ofte ujævne mellemrum. I RAC har hun, ud over motivationen, også fundet et fællesskab med ligesindede.
”Vi er på alle måder en meget forskellig skare af medlemmer både i forhold til profession, alder, hastighed og ambitionsniveau. Men det er vigtigt for os, at alle føler, det er deres klub, der passer til dem,” siger formanden for Rødovre AC, Tonny Hartvig.

Med udgangspunkt i Rødovre Stadion løbes der derfor forskellige ruter i varierende tempo og længde – og så trænes der interval og tekniske færdigheder på den indbydende løbebane på stadion.
Det er også fra Rødovre Stadion, at klubbens kronjuvel ”RAC-milen” løbes 8 gange om året med deltagelse af andre løbeklubber og løbere. Her afvikles en dansk mil (ca. 7,5 km) om Damhusengen og -søen samt en lidt kortere rute på 4,7 kilometer. Herudover stiller løbere fra klubben ofte også op sammen i andre større løb som Royal Run, Eremitageløbet, Etape København, Copenhagen Half og Copenhagen Marathon. Fælles for såvel løb som træning er dog, at der ikke er noget pres om at deltage.

”Nogle af vores medlemmer kan af forskellige grunde ikke deltage i alle træninger eller må i perioder holde pauser, og nogle kommer primært på grund af træningen og er mindre aktive ved de forskellige løb. Og det er der fint plads til,” siger formand Tonny Hartvig.

Året igennem er der også en række sociale arrangementer, hvor der godt nok løbes, men hvor middagen og det sociale samvær trækker mindst lige så meget. Klubben har 70-års jubilæum i 2023 og har hele tiden udviklet sig. Først fra en ”fuld” atletikklub til udelukkende en løbeklub, og i dag handler det meget om at rumme medlemmernes forskellige ønsker.

”Vi forsøger at kombinere fleksibiliteten, som folk oplever i den individuelle personlige træning, med det sammenhold og samvær, det giver at være med i en klub,” siger Tonny Hartvig.