Orient Gymnastik

Formand:
Elisabeth Petersen
Kontakt:
gymnastik@orient-gif.dk

Hjemmeside: www.orient-gif.dk

Stort fællesskab – med plads til flere

Med syv vidt forskellige sportsgrene og næsten 1600 medlemmer er vi Rødovres største idrætsforening.

Orient er den paraply, som vores afdelinger samles under. Hver afdeling opleves som en lille familie med sit eget sammenhold og særpræg.
Men alle aktive medlemmer og instruktører brænder for den samme bevægelsesglæde, det sociale fællesskab, sundhed, tryghed samt trivsel og at have det sjovt sammen. Her er der plads til alle og respekt for den enkelte.

Tradition og fornyelse
GIF Orient har eksisteret på fuldt tryk lige siden drengene for 90 år siden spillede fodbold på en mark i Islev, hvor køerne gik og græssede. Fodbolddrengene var ambitiøse og gav foreningen navnet ’Orient’ efter en kendt engelsk klub. Gymnastik og fodbold var det første på programmet, siden er svømning, håndbold, idrætsmærke, powerchair floorball og el-hockey kommet til.

Mange medlemmer  – mange muligheder
Vores forening er ikke bare stor, men også rummelig med plads til alle:
• Alle interesser
• Alle ambitioner
• Alle aldre.
En stor forening giver også større mulighed for kurser og god uddannelse af ledere, instruktører og trænere og for flere forskellige sociale aktiviteter.
Vi er store nok til en ordentlig fastelavnsfest, en stor årlig fejring af foreningens fødselsdag, bankospil, juletræsfest og andre større events, uden at det går ud over de små hyggelige arrangementer, ture og camps i sportsgrenene.

Bredde og udvikling af talenter
Én klub, et tilhørsforhold, flere sportsgrene, alle aldersgrupper, udendørs, indendørs, til lands til vands og i luften – det sidste gælder i hvert fald Orients målmænd og -piger.
For ikke at tale om højdespringerne på atletikstadion.
Orient er ikke en eliteforening med fokus på konkurrencen, men står for bredden med tillid til at hver enkelt gør sit bedste på sit eget niveau. Alligevel vinder vores talentsvømmere præmier og slår rekorder.
Orient Fodbold er udpeget af DBU Sjælland til Årets Børneklub 2020 og vi har verdens bedste floorballspiller i powerchair.

Familiernes familie
Når nogen i en familie starter i Orient, går der som regel ikke lang tid, før de andre i familien har fundet sig en plads i en sportsgren på et Orienthold, som lige passer til den enkeltes ønsker til at bevæge sig sammen med andre. Du er også velkommen!
www.orient-gif.dk