Islev Triathlon Klub

Formand:
Ulla Engell
Kontakt:
ulla.engell@hotmail.com

Hjemmeside: www.i-tri.dk

”Vi har også plads til dig”

På land, i vand og på to hjul. Islev Triathlon Klub har medlemmer fra alle sociale lag og du behøver ikke at have Ironman-drømme for at blive en del af klubben.

Hvis du elsker at løbe, svømme og cykle, og hvis du savner et sted, hvor du kan gøre det sammen med andre, så er der heldigvis et stærkt fællesskab tæt på, der tilbyder det; nemlig Islev Triathlon Klub.
Hos Islev Triathlon Klub dyrker 80 medlemmer i alle aldre triatlon på forskellige niveauer. Det lyder måske umiddelbart som en stor mundfuld at kaste sig ud i, men formand for klubben, Ulla Engell, forsikrer, at
alle kan være med.
”Ja, vi har eliteudøvere, der deltager i Ironmans og har deltaget på Hawaii, men vi har også mange helt almindelige motionister, der bruger fællestræningen til at få motion, og som tager det hele i eget tempo”, siger Ulla Engell og fortsætter:
”Alle er velkomne i Islev Triathlon Klub. Vi har mange, der ikke dyrker alle tre discipliner, så hvis man har lyst til kun at cykle, så er der også plads til det. Vi har ingen forventninger om, at alle er fuldblodstriatleter, eller at man dukker op til al fællestræning.”

Savner klubhus
Hvis man er nybegynder inden for disciplinerne eller bare gerne vil blive bedre, så er der også mulighed for det.
”Vi tilbyder eksempelvis svømmetræning på alle niveauer, så selvom man aldrig har svømmet crawl, skal man ikke holde sig tilbage. Vi har dygtige instruktører, der kan lære dig at crawle.”
Islev Triathlon Klub svømmer i Islevbadet, løber ofte ved Rødovre Stadionhal på Elstedvej og arrangerer cykelture i det fri, der passer til medlemmernes niveau.
”Vi har det rigtig godt sammen, og vi har derfor arbejdet på at finde et klubhus eller et sted, hvor vi kan mødes og få vendt verdenssituationen over en kop kaffe,” siger Ulla Engell.”
Og det ser heldigvis ud til, at det i forbindelse med etableringen af det kommende medborgerhus på Islev Bibliotek kan blive en mulighed, så det glæder vi os til”.