Nu er der endelig RO igen
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Så er valget overstået. Valgplakaterne er heldigvis fjernet – dem er man lige så trætte af, som man er af julepynt i januar.

Men jeg er nu tilhænger af valgplakater, lige som jeg er tilhænger af julepynt. Og til al held har vi i Rødovre besluttet, at dem tager kommunens gode folk sig af – altså både valgplakater og julepynt.
Det dejlige ved at valget er overstået er, at nu kan de sure mennesker få Rødovre Facebook gruppen for sig selv. Jeg vil regne med, vores byrødder lige sørger for at slette deres medlemskab af gruppen.
Men der er så sket noget nyt. Borgmesteren har ladet ALLE i byrådet få lov til at være med. Man har konstitueret sig bredt – Ja, selv Kim Drejer (C) – som i 12 år har gået rundt med en politisk depression – ligner en der er lige ved at komme til at smile. Han har fået BÅDE en formandspost OG plads i økonomiudvalget. Det er vel, som BÅDE at få gode gaver til jul OG vinde mandelgaven.
Kim havde foreslået Borgmester-Britt i sommers, at han synes, man skal arbejde bredt og give C ansvar efter næste valg. Han virkede nærmest overrasket (måske endda en smule skuffet) over, at Borgmester-Britt overholdt sin aftale.
Det er lidt lige som dengang, jeg var barn og fik lov til at få en hund. Men også ansvaret for at lufte kræet. Nu må vi se, hvor SJOVT det egentlig bliver at være formand i et udvalg for Kim. Måske ender han med en vintermorgen, at stå, som jeg gjorde, og bare forbande både min mor og den skide køter.
Men hvis man kan holde sig fra fadøl på Island, så er der en teoretisk chance for, at vi ikke hører noget til byrådet de næste 4 år.
Men hvad sker der så om 4 år – når nu ALLE partier sidder i rundkreds med bare tæer og synger fællessang og bare bliver enige om ALT?
Hvad skal man så gå til valg på?
Næppe at borgmesteren er en idiot og oppositionen dumme som malkekvæg?
Hvor skal al hadet komme fra på Rødovre Lokal Politik på Facebook??
Og når der ikke er så meget at være utilfreds med, bliver der så færre, der gider at stemme næste gang?
Nå, det tager vi til den tid. Lige nu nyder vi roen.