Mindeord om Elly Hansen
Elly.jpg
Pædagog Elly Hansen, kom med lederen Inge Koustrup fra Elvergårdens vuggestue til Børnehaven Barnets hus, da den åbnede i 1965. Lørdag aften slog Ellys hjerte sit sidste slag.   Foto: Privat
mindeord Pædagog Elly Hansen er død. Lørdag aften slog Ellys hjerte sit sidste slag.

En af byens ældste forsvandt lørdag nat fra denne jord. Og med hende, en masse minder om mange menneskers første år i livet.

Pædagog Elly Hansen, kom med lederen Inge Koustrup fra Elvergårdens vuggestue til Børnehaven Barnets hus, da den åbnede i 1965. 

Lørdag aften slog Ellys hjerte sit sidste slag.

Jeg har formentlig kendt Elly hele mit liv, for hun passede min storebror nede på Mariehønsene fra den dag, han begyndte i Barnets hus i starten af ’70’erne. Men dengang hed hun selvfølgelig ikke Elly – eller – det gjorde hun naturligvis, men for os hed hun Fru Hansen. For nogle blot ‘Hansen’. Og det er hende, alle voksne, som engang var børn i Barnets Hus, kender.

Og alle holdt af Fru Hansen, for Fru Hansen blev aldrig sur. Hun var aldrig uretfærdig. Faktisk kan jeg ikke selv huske en eneste gang hun har skældt ud. Og så var hun en evighedsbrønd af kreativitet, og børnerim – med fynsk udtale (som smittede!) – en guldgrube for et barn.

Alt det kan jeg selvfølgelig ikke huske fra da jeg var på Mariehønsene – for det var de mindstes stue, og jeg har været 2-3 år. Men jeg havde flere søskende, så Hansen var en fast del af vores hverdag.

En gang inviterede hun mine brødre og mig til juleklip i sin lejlighed på Roskildevej – og aldrig har jeg set så mange bunker af papir og skabeloner til alle årstider som hos Hansen.

De hjemmelavede æbleskiver og den efterfølgende skipper labskovs blev fra det år en fast tradition i vores familie, og ganske langsomt gled vi fra dét, der efterhånden var blevet til ‘Hansen’ og over til ‘Elly’.

Vi havde fået en ‘ekstra-Bedste’. Hos Elly kunne man være den, man var.  Hvor mange børn har hun ikke haft i sit hjerte, og holdt af, og passet på og beskyttet mod de farer, der lurer, når man er to og tre og fire år. Og ældre…

Men hun passede ikke bare på dem, som blev drillet, hun var af den der særlige slags pædagoger, som både holder af de særlige, de stille og også de vilde – men også de helt almindelige børn.

Ligegyldigt, hvor mange børn hun har passet, tror jeg hver eneste af disse følte sig hørt og set. Og når Elly mødte nye voksne, så hun lige igennem dem, til det barn, de var indeni.

Jeg har aldrig haft et sted, hvor der var så hyggeligt, og jeg var så velkommen. Ingen krav. Intet vi skulle nå. Ingen stress. Og ingen fordomme. For hun vidste mere om mennesker, end jeg forstod som barn. Og mine samtaler med hende har altid fået mig til at ønske at jeg dog bare havde mere tid.

For de sidste tre år forvandlede nutiden sig oftere og oftere til fortiden for Elly, indtil hun onsdag bare lå dér. Og ventede. Og sov. Så stille som kun et menneske der er helt færdig med at leve, kan sove.

Hun var mit og mange andres helle, hvor man aldrig blev afhørt (og helt sikkert aldrig straffet). Alligevel opførte man sig ordentligt sammen med Fru Hansen.

Hun kendte hver eneste lille stump, hun havde passet på – hun kunne huske os alle sammen. Og hun fortalte ofte om den ene og den anden, med små historier – fra dengang, eller hvis hun lige havde mødt én af sine “børn”, rundt omkring i Rødovre.

Lige meget, hvor fine historier hun kunne fortælle om andre børn, så følte jeg alligevel aldrig, at hun foretrak nogen fremfor andre. Hun foretrak os alle, tror jeg. 

Jeg tror på, at Elly har lagt et lille guldkorn i os alle.