Trekanten bliver mødested med nærvær, kunst og kaffe
trekanten.jpg
Forud for planen er gået en proces, hvor borgerne i Islev har kunnet give deres input til, hvordan biblioteket skal se ud i fremtiden. Foto: Arkiv
medborgerhus Islev Bibliotek, også kaldet Trekanten, er på få året gået fra at være lukningstruet til at blive en kulturinstitution, der skal være samlingspunkt for områdets beboere.

I Rødovre Kommunes budget for 2019 var der lagt op til en større spareøvelse af den lille litterære Trekant, Islev Bibliotek.
Brugerne af biblioteket kunne dog ånde lettet op, da budgettet senere blev vedtaget. Besparelserne var droppet, og i stedet ville Rødovre Kommune høre brugerne om mulighederne for at omdanne biblioteket til et medborgerhus engang i fremtiden.
Siden har alle interessenter været inviteret til møder og workshop om Trekantens fremtid, og nu er Rødovre Kommune klar til at søsætte initiativer, der skal styrke Islev Bibliotek, og udvikle det til et medborgerhus for områdets beboere.
På baggrund af brugernes idéer og input har Rødovre Kommune udarbejdet en plan for Islev Bibliotek, som i løbet af 2022 skal skabe endnu mere liv på stedet.
Rødovres borgmester, Britt Jensen (S), hilser planen velkommen.
”Trekanten er et vigtigt samlingspunkt for borgerne i Islev, og vi vil gerne give meget vide rammer for aktiviteterne på biblioteket. Ved i 2022 at afprøve en form for medborgerhus vil vi se, om vi kan skabe flere fællesskaber og styrke sammenholdet i området,” siger hun.

Kaffe, kunst og kultur
Resultatet af dialogen med borgerne er, at der er blevet lavet en vision for kulturinstitutionen. Kommunen er på den måde sammen med borgerne blandt andet nået frem til, at der skal arbejdes med fire områder: Mødesteder med kaffe og mad, generationsmøder samt kunst, kultur, musik og dannelse og endelig udeliv og bæredygtighed.
”Visionen for biblioteket lyder blandt andet, at det er et mødested med nærvær, hvor borgere, foreninger og lokale virksomheder kan skabe liv, kultur og aktiviteter i hverdagen, og det er den vision, vi skal vække til live nu,” siger Lene Due, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rødovre Kommune.
De nye tiltag, der nu skal sættes i gang, bliver forankret som en del af Rødovre Bibliotek, hvor en dedikeret medarbejder får til opgave at skabe og koordinere medborgerhus-aktiviteterne.