Nye tider, nye placeringer
rødovrehallen_FD.jpg
Der er lagt op til bedre og flere faciliteter i fremtidens i Rødovre, så der er håb om, at se Rødovre endnu længere fremme på DIFs liste i fremtiden. Foto: Brian Poulsen / arkiv
idræt Ifølge en ny analyse foretaget af Danmarks Idræts Forbund (DIF), er den nye tilgang til idrætten i Rødovre allerede slået igennem. En årtier lang bundplacering blandt landets 93 kommuner er ændret til en plads som nummer 40. Blandt andet har en styrket økonomi sendt Rødovre op på 5. pladsen, mens det stadig er tungt, når det gælder faciliteter og medlemsantallet.

Der er blevet kæmpet for bedre vilkår for idrætten i Rødovre siden Kommunalbestyrelsesvalget i 2017, da samtlige partier meldte klart ud: ”Idrætten i Rødovre får ingenting, absolut intet de næste fire år.”

Dengang lå kun en meget dyr omkostning på Vestbad og ventede, som røg ind under idrætsfaciliteter, selvom der ikke var en eneste idrætslig rødovreforening i Vestbad. Og dog – Rødovre Skytteforening lå i kælderen, men de fik ikke deres lovede lokaler tilbage. Sådan var det i hvert fald under borgmester Erik Nielsen.

Problemet var også, at mange faciliteter var så nedslidte og i fare for at styrke sammen, at der alligevel er blevet bygget og renoveret for 43,2 millioner kroner, her i blandt også lokalerne til Rødovre Skytteforening, hvilket kun var ret og rimeligt.

Ny borgmester nye tider

Da Britt Jensen satte sig i borgmesterstolen den 1. april 2020, fik hun sig en gevaldig overraskelse. For hun forstod hurtigt, at idrætsforeningerne i Rødovre var blevet syltet i mindst to valgperioder. Det eneste som virkelig fungerede optimalt var frustrationer.

Men som Britt Jensen sagde til FIRs debataften på Rødovregaard i torsdags:

”Jeg har udrettet mere for idrætten i Rødovre det seneste 1½ år, end der er blevet udrettet de seneste 15 år.”

Det er fuldstændig rigtigt, for idrætten er blevet taget seriøst af lokalpolitikerne og især borgmester Britt Jensen, som har holdt møde med samtlige foreninger i kommunen. De har kunnet ytre sig om godt og skidt i deres hverdag, hvilket der er lyttet til og afsat mange millioner kroner af til, både med hensyn til faciliteter og renoveringer.

Analyse viser markant fremgang

Når man ser tilbage på diverse analyser foretaget af DGI og DIF i de seneste 10 år, så har Rødovre Kommunen været bundsolide. Bund, fordi kommunen har ligget solidt i bunden, stort set på alle parametre, men det blev der sat en stoppe for i dag, da DIF sendte deres nyeste analyse ud.

Samlet ligger Rødovre nummer 40, altså i den bedre halvdel. Det er en pæn og markant fremgang.

Eneste placering, som er i bund, er faciliteter, da Rødovre ligger nummer 78. Men det er lokalpolitikerne klar over, hvilket blev bekræftet til torsdagens debataften og der vil komme flere og bedre faciliteter i Rødovre i løbet af det næste årti. Nu gælder en planlægningsperiode, hvor der skal diskuteres og prioriteres.

Frivillighed giver en placering som nummer 44, hvilket især skyldes anerkendelsen af de frivillige, hvor Rødovre er placeret som nummer 10. Til gengæld er alt for få rødovreborgere frivillige idrætsledere, hvilket placerer Rødovre på en 91. plads.

Her ligger vi andensidst

Det er stadig på randen til katastrofalt, når det gælder antal borgere, der dyrker idræt i Rødovre. Her ligger vi andensidst – kun Albertslund er dårligere end Rødovre.

Men der er håb, for Rødovre ligger nummer 24, når det gælder medlemsudvikling for de 0 til 24-årige, mens både trivsel og idrætspolitikken sender 2610 ind på en 39. plads. Totalt er Rødovre nummer 45 under kategorien Idrætspolitik.

Når det gælder økonomi er Rødovre 5. bedst i landet. Idrætten bliver altså prioriteret højt i dag. Går vi mere i detaljer på den samlede 5. plads, så er Rødovre på 9. pladsen, når det gælder driftsudgifter, hvilket i høj skyldes, vi har to svømmehaller og to skøjtehaller, som der er store driftsudgifter på. Når det gælder tilskudsordninger, som hører under økonomi, ligger Rødovre på en 4. plads.

Der er altså håb for idrætten i Rødovre, nu skal parterne bare finde ud af, hvilken vej man skal gå ud ad. Vejen skal være bred, for der er lagt op til, at alle kan komme med deres konstruktive bud på, hvad der skal prioriteres for at få flere til at dyrke idræt i Rødovre.