Masser af penge til brysterne
lyseroed-loerdag-JON-19.jpg
Rødovre blev i lørdags malet lyserød til fordel for Kræftens Bekæmpelses 'Støt Brysterne' kampagne. På billedet er deltagerne i gang med opvarmningen inden motionsløbet rundt om Rådhuspladsen. Foto: Danish Street Docs / Jon Henriksen
lyserød lørdag Hele lørdagen stod i brystkræftens kamp, hvor både Damhustorvet, kaffebaren &kaffe, Loop og Rådhuspladsen gik i lyserødt for at støtte kampen mod brystkræft. Det skete ved det årlige arrangement Lyserød Lørdag.

Det blev fitnesscenteret Loop, som tog sejren i at indsamle flest penge til lyserød lørdag. Med mere end 23.000 slog Loop alle deres tidligere rekorder. Det var centerchef, Morten Pyndt Andersen, som selv gik forrest ved at tilbagelægge 112 kilometer på sin cykel, der han brugte, da han i den gode sags tjeneste cyklede rundt til de otte centre, som han har tilknytning til.
Det store beløb kom også bag på ham selv.
”Vi kan bare ikke få armene ned, for vi har sprængt samtlige indsamlingsrekorder her hos os. Vi er bare så stolte og glade over den store velvilje, som vi altid finder hos vores dejlige medlemmer. Faktisk har vi aldrig rundet et femcifret beløb og nu kommer vi til at runde hele 23000 – alene her i centret i Rødovre. Det er bare så vildt – og så er der dælme noget ved at lægge tid og ikke mindst energi ind i sådanne projekter med at gøre en god gerning og hjælpe andre,” forklarer han til Rødovre Lokal Nyt.
Det var ikke kun Loop, der markerede lyserød lørdag. Også på Rådhuspladsen motionerede folk for at støtte kampen mod brystkræft. Det samme gjorde sig gældende på Damhustorvet, hvor kaffebaren &kaffe med forskellige aktiviteter herunder et løb om Damhussøen og generelt højt humor ligeledes indsamlede penge til kampen mod brystkræft.