Håndbolddamer får 60.000 i støtte
teamroedovre-RH_damer_187_221021_BP.jpg
Rødovres håndboldkvinder skal ikke være et elevatorhold, og med Team Rødovre-støtten vil de forbedre det sportslige set-up, så holdet kan etablere sig i 1. division. Foto: Brian Poulsen
team rødovre Flotte resultater i 1. division er en af årsagerne til, at Team Rødovre har valgt at støtte Rødovre Håndbolds elitedamer med 60.000 kroner. ”Det kommer til at gøre en kæmpe forskel,” lyder det fra spiller Katarina Juul Hansen.

For anden gang i dette efterår har Team Rødovre uddelt støttekorner til Rødovres eliteidræt.
Tidligere har udøvere og sportsklubber modtaget pegebeløb til en årlig uddeling på Rødovregaard, men uddelingsmetoden blev for ensformig, og i denne sæson vil sportsklubber og udøvere derfor blive overrasket i deres rette element.
Fredag aften var borgmester Britt Jensen (S) og Allan Carlsen fra CJ Glas, der er en af de lokale virksomheder der støtter Team Rødovre økonomisk, derfor på plads i Rødovre Stadionhal på Elstedvej.
På banen havde Rødovre Håndbolds elitedamer ikke meget af glæde sig over, da de blev klædt af på banen af Roskilde, men efter kampen kunne de alligevel smile, da Britt Jensen samlede begge holds spillere på midten af banen for at overrække støttechecken på 60.000 kroner.
”Rødovre Håndboldklub er en forening med mange værdier. Det er klubben, hvor der er plads til alle, som har lyst til at spille håndbold. Ambitionen er at være Danmarks bedste amatørhåndboldklub med fokus på talentudvikling,” lød det blandt andet i borgmesterens tale, inden hun kaldte Rødovres anfører Trine Hammer frem for at modtage checken.
Borgmester Britt Jensen nævnte også i sin tale, at Rødovre Håndboldklub interesserer sig for det omgivende samfund, og det var perfekt eksemplificeret fredag aften, hvor klubben støttede ’Knæk Cancer’ kampagnen, hvilken resulterede i en indsamling på mere end 20.000 kroner til kræftsagen.

Vi tilbyde de bedte rammer
Selvom nederlaget til Roskilde gjorde ondt, kunne en af holdets erfarne spillere Katarina Juul Hansen trods alt godt glæde sig over den flotte indsamling til ’Knæk Cancer’ kampagnen og det flotte støttebeløb fra Team Rødovre.
Ud over at være spiller på 1. Divisionsholdet er Katarina Juul Hansen også eliteudvalgsansvarlig i klubben, og hun fortæller, at pengene vil komme det sportslige set-up til gode.
”Pengene fra Team Rødovre kommer til at gøre en stor forskel for os. Vi er en klub, hvor spillerne betaler kontingent for at spille, og med midlerne kan vi være med til at skabe en hverdag for spillerne, der er endnu mere professionel. Vi kan få kompetente fysiske trænere, behandlere tilknyttet truppen og i det hele taget en hverdag der er mere attraktiv for spillerne, så vi kan holde på spillerne og etablere os i 1. division,” siger Katarina Juul Hansen.
Rødovre Håndboldklubs elitekvinder er den anden klub/udøver, som Team Rødovre har valgt at støtte i dette efterår. I september måned blev taekwondo-kæmperen Tobias Hyttel tildelt 75.000 kroner.

Fredag aften var borgmester Britt Jensen (S) og Allan Carlsen fra CJ Glas, der er en af de lokale virksomheder der støtter Team Rødovre økonomisk, på plads i Rødovre Stadionhal på Elstedvej for at uddele støtte til Rødovre Håndboldklub. Foto: Brian Poulsen