Gammel kending overtager tøjlerne i Rødovre Mighty Bulls
magnus-sundquist2_070908_BP.jpg
Magnus Sundquist vender tilbage til Rødovre Mighty Bulls. Her har træneren underskrevet en kontrakt på to år udover resten af den igangværende sæson. Foto: Brian Poulsen
Trænerskifte Det bliver et gensyn med Magnus Sundquist i Rødovre Mighty Bulls, som foruden at færdiggøre denne her sæson, har underskrevet en toårig kontrakt med klubben.

Rygterne talte sandt. I sidste uge studsede Rødovre Lokal Nyts journalister over et opslag i en ishockeygruppe på Facebook, hvor der stod, at Magnus Sundquist eftersigende spøgte som ny træner. Det noterede avisen sig, men tillagde det ikke væsentlig værdi, da man skal passe på med at hoppe på sådanne rygter, og fordi Thor Dresler på daværende tidspunkt stadigvæk var træner i klubben.

Torsdag formiddag blev Thor Dresler så fyret ovenpå en skuffende sæsonstart, og torsdag eftermiddag kunne Rødovre Mighty Bulls så præsentere deres nye cheftræner. Og jungletrommerne talte sandt, for det var Magnus Sundquist, som både fans og spillere kender fra tidligere. For fra 2007 til 2011 stod han i spidsen for Rødovre Mighty Bulls. Siden sin tid i Rødovre Mighty Bulls har han været træner i Norge, Allsvensken, den stærkeste svenske række SHL og senest i Rumænien.

Magnus Sundquist har første træning med holdet senere, og debuterer på hjemmebane mod topholdet Frederikshavn White Hawks på lørdag.

Fakta om Magnus Sundquist

Magnus Sundquist
Alder: 55 år
Fødeby: Fagersta
Trænerkarriere: Hvidovre 2005-2007, Rødovre SIK 2007-2008, Mighty Bulls 2008-2011, Stjernen i Norge 2011-2015, Tingsryd Allsvenskan 2015-2018, Brynäs SHL 2018-2020, Modo Allsvanskan 2020-2021 og et uforløst eventyr i Rumænien i denne sæson for SC Csikszereda.