11 uger alene med far
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Så er den gal igen. 11 ugers barsel til mænd, og så har vi balladen.

Jeg synes som udgangspunkt, at barsel er noget den enkelte familie selv må styre, men jeg forstår jo godt det der med ligestillingen.
Når man ser på, hvordan det er nu, jamen så er kvinderne alene om at tage barsel. Der er også en tendens til, at når kvinder har fået børn, så går de også på deltid. 36 procent af kvinderne er i hvert fald på deltid. Jamen så er det vel logik for perlehøns, at kvinders livsindtægt og pension, bliver lavere end mænds. Så prøver man at skubbe 11 ugers barsel over til mændene for at gøre det hele mere lige, men så skal jeg hilse og sige at så startede balladen, om hvad der er bedst for mor og barn. Det kommer så sjovt nok mest fra kvinderne.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene, men blot citere min hustru: Man kan ikke både skide og slå på tromme! (et faktum jeg har tænkt mig en dag at modbevise, med en lille video fra et toiletbesøg med en tromme).
Jeg er bare rigtig glad for, at JEG ikke skal på 11 ugers barsel. Det ville aldrig gå godt. Jeg ville jo bare begynde at optimere børnepasningen. Spædbørn gør 4 ting: Skriger, spiser, skider og sover. Det sker nogenlunde i den rækkefølge. Jeg ville jo forsøge at optimere på det 4. punkt: Sove.
Hvis de ikke spiser så skider de heller ikke. Men så skriger de og sover ikke. Så at lade være med at give dem mad er en skidt ide. Så jeg ville forsøge at finde den ideelle kombination af kalorieindtag. Lige nok til at bleen ikke er for fyldt, men mæt nok til at de ikke skriger. Jeg ved selv hvordan trætheden kan meldes sig, hvis jeg drikker en øl midt på dagen. Der ville jeg nok af hensyn til de sociale myndigheder eksperimenterer med alkoholfrit øl.
Det burde være muligt, for vi skal bare lige holde den kørende i 8 timer, til mor kommer hjem. Måske kun seks timer, hvis vi kan overtale hende til nedsat tid.
Nå, men de næste 10 år bliver spændende at følge. Hvad bliver vores børnebørn for nogle psykopater, efter 11 ugers barsel alene med Far.