Vil sætte en stopper for “superklunsere”
genbrug-genbrugsstation_637_160921_BP.jpg

Genbrugsafdeling på Genbrugsstationen

Den 1. oktober åbner byttecentralen på Valhøjs Allé, hvor alle kan forsyne sig med gratis nips, køkkenudstyr, mindre møbler eller legetøj. Foto: Brian Poulsen
genbrug Fra den 1. oktober kan du få bestikskuffen fuldt op uden at hive tegnebogen op af lommen. På genbrugsstationen på Valhøjs Allé åbner Rødovre Kommune en byttecentral, hvor borgere kan aflevere ting, som andre kan hente. Frygt for superklunsere gør dog, at stedet bliver bemandet.

Legetøj til børnene, en god kriminalroman og måske en blød lænestol at læse den i.
Inden længe slår Rødovre Kommune dørene op til en 60 kvadratmeter stor byttecentral på genbrugsstationen på Valhøjs Allé, der skal fyldes op med genbrugelige genstande, der måske ellers var havnet i småt-brændbart.
For selvom dine gamle spisebordsstole måske har udtjent deres værnepligt, så kan de være guld værd for teenageren, der lige er flyttet hjemmefra og mangler møbler.
Rødovre Kommune kalder selv tiltaget for ’direkte genbrug’. Jan Kongebro, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, ser frem til åbningen på Valhøjs Allé, hvor stedet nye medarbejdere i første omgang skal gøre sig erfaringer, inden det senere er planen, at byttecentralen flytter med ud til den nye genbrugsplads i Islev i 2024.
”Vi skal væk fra køb-og-smid-væk-kulturen, derfor er det en rigtig god idé med direkte genbrug. Der er mange ting, der sagtens kan genanvendes,” siger Jan Kongebro.

Superklunserne vil være klar
Erfaringer fra andre kommuner, der har lignede tiltag, viser, at det er afgørende med bemanding i pavillonen, da byttecentraler er rene skattekister for såkaldte ’superklunsere’, der gerne støvsuger genbrugseffekterne, der let kan sælges videre på for eksempel Den Blå Avis. Rødovre Kommune vil gerne undgå de scenarier, og derfor skal Kommunalbestyrelsen i denne måned behandle et ordensreglement for genbrugsstationen.
”Vi skal gøre vores egne erfaringer, men vi ved, at der har været problemer med superklunsere på andre genbrugsstationer i hovedstadsområdet, og derfor skal vi have et decideret regelsæt. Vi skal have styr på, hvem der kommer, og hvor meget må de tage,” siger Jan Kongebro.
Hvor Rødovre Kommune gerne vil undgå, at professionelle udnytter byttecentralen, er der fri adgang for ’almindelige’ borgere, der enten vil aflevere effekter eller selv finde en ting eller to til hjemmet.

Fødekæde til genbrugsbutikker
Det er planen, at Rødovre Kommunes frivillige organisationer og genbrugsbutikker, som Blå Kors på Islev Torv, Røde Kors genbrugsbutik på Valhøjs Allé og Kirkens Korshær og Danmission Genbrug på Rødovrevej, kan komme på tidspunkter uden for områdets åbningstid for at hente og aflevere genbrugelige genstande.
”Direkte genbrug må ikke blive en forretning for superklunsere, men gerne for de frivillige organisationer,” siger Jan Kongebro.
Byttecentralen åbner 1. oktober og Åbningstiderne bliver mandag til fredag fra klokken 13 til 17:00, lørdag og søndag fra klokken 12 til 16.

Fakta

På grund af pladsbegrænsning på Rødovre Kommunes Genbrugsstation vil der ikke være mulighed for at aflevere større genbrugelige genstande til direkte genbrug, som for eksempel store møbler og stort elektronik. I stedet kan du aflevere og få fingrene i mindre genstande som; porcelæn, køkkengrej, nips, glas, billeder, lamper, spisebordstole og andet mindre indbo, bøger, legetøj småt mindre stykker værktøj, haveredskaber, træ (lægter, brædder), belægningssten og tøj.

Der vil blive etableret et afleveringsbord eller -område, hvor genstandene modtages, også uden for åbningstiden. Det er genbrugsvejlederens opgave, at vejlede borgere og virksomheder om, hvad der kan genbruges/modtages og sørge for, at ordensreglementet overholdes, og at området fremstår ryddeligt og indbydende.

Arbejdet med direkte genbrug spiller også ind i FN´s verdensmål nr. 12, om at forbedre affaldshåndtering og reducere affaldsmængderne via forebyggelse, reduktion og genbrug.

Kilde: Rødovre Kommune