Unge maler deres Rødovre
headspace.jpg
Unge udstiller kunstværker på Heerup Museum frem til den 27. september. Udstillingen bliver Rødovre set gennem de unges øjne. Foto: Arkiv
kunst I en ny udstilling på Heerup Museum viser unge fra headspace og Springet deres Rødovre, som skildrer byen fra en ny eller overset side, men vigtigst er, at de unge udtrykker deres følelser og tanker om den by, de bor i.

Allerede sidste år lavede headspace, Rødovre Kommune, Springet og Regionale Kunstfællesskaber et samarbejde, hvor de ville forsøge at finde en anden måde, for de unge at tale om de ting, der er svære. De ville forsøge at bruge kunsten som udtryksform til at aftabuisere eller normalisere alle de følelser og tanker, man som ung person kan opleve, når man går fra ung til voksen. Det sker igen i samarbejde med kunstnerne fra Regionale Kunstfællesskaber, som også var med på den seneste udstilling, hvor de unge lavede kunstværker, som fortalte om, hvordan det er at være ung i Rødovre.
Det blev trods corona en kæmpe succes, og nu er de unge tilbage med udstillingen ”Steder og ikke Steder”, som bliver udstillet på Heerup Museum, der er ny samarbejdspartner i år.
”Udstillingen bliver Rødovre set gennem de unges øjne, hvad forbinder de med Rødovre, når de går en tur i byen, og ud fra deres tanker og kunstneriske egenskaber skaber de et kunstværk. Bag navnet ‘Steder og ikke Steder’ kan også gemme sig en person, med særlig betydning for de unge. Vi starter med at lave værker mandag og fredag i denne her uge,” fortæller Mathias Ibæk Winther Jakobsen, Ungerådgiver i headspace Rødovre.

Tre år i streg
Projektet startede i 2019, da den nuværende borgmester, Britt Jensen (S) frabad sig gaver på sin fødselsdag, da hun i stedet ville samle ind til at hjælpe lokale med problemer. Det blev startskuddet til samarbejdet mellem interessenterne, og igen i år har borgmesteren lagt midler til udstillingen.
Den nye udstilling er et resultat af et flere årigt samarbejde mellem headspace og Regionale Kunstfællesskaber og den tredje af sin slags.
Ferniseringen foregår på Heerup Museum den 16. september fra klokken 15 til 17 med taler fra borgmester, Britt Jensen, Centerchef i headspace og med sang fra Rødovre Korskole. Udstillingen løber frem til 27. september og så rykker den over på Rødovre Bibliotek.