Nederlag i sæsonåbneren
RH_damer-IF_stjernen_077_191019_BP.jpg

Håndbold 1. Division, Rødovre HK - IF Stjernen: Katrine Clasen, Amalie Kromann Hjort

Det blev til et nederlag for kommunens håndboldflagskib, da SønderjyskE var på besøg. Foto: Arkiv
Håndbold Sæsonpremieren for Rødovre Håndboldklubs første divisionsdamer endte med et ottemålsnederlag til et af topholdene.

Et af de formodede tophold og oprykningsaspiranterne fra SønderjyskE gæstede Rødovre Håndboldklub på Elstedvej i søndags.

Det var en kamp, hvor værterne kun kunne overraske, da træner Troels Brøns tidligere har udtalt følgende til LokalNyt om modstanderen.

”SønderjyskE er helt klart oprykningsfavoritter, men det er fint nok, at vi skal lægge ud mod SønderjyskE. De har ikke set os spille, og vi har ikke set dem spille, så sandsynligheden for at vi skal overraske, skal ske i den første kamp. SønderjyskE er gode, og de har fået tilgang af gode spillere”.

Men skaderne har ramt sønderjyderne i sæsonopstarten, som kun stillede med tre bagspillere til kampen. Derfor var forudsætningerne for, at Rødovre kunne lave en overraskelse og så tilstede. Dog manglede Rødovre til denne kamp ligeledes en vigtig spiller i Amalie Hjort, som var fraværende af personlige årsager. Hun skulle dog være klar mod Bjerringbro.

Indledningsvis fulgte hjemmeholdet godt med og var kun bagefter med et par stykker kort før pausen, men en ærgerlig afslutning betød, at gæsterne alligevel kunne gå til pause foran med fem mål.

Det forspring skulle RH forsøge at spise, men tættere på end 18-21, kom de ikke denne eftermiddag, og mod slutningen af kampen trak sønderjyderne yderligere fra til slutresultatet på 22-30. Delt topscorer med fem mål hver blev Anne-Louise Moesgaard, Matilde Madsen og Katrine Clasen.

Næste kamp drager RH til Bjerringbro. Den spilles lørdag klokken 14.