Mørkøv: “Det var det hele værd”
michael-moerkoev_657_90821_BP.jpg
Der var smil og champagne, da Michael Mørkøv, eller 'Ræven fra Rødovre, som avisens læsere tidligere har 'døbt' ham, blev fejret i Rødovre Centrum dagen efter han kom hjem fra OL i Tokyo. Du kan se flere bileder fra fejringen på avisens hjemmeside, rnn.dk. Foto: Brian Poulsen
ræven fra Rødovre Rødovreborger Michael Mørkøv vandt guld i parløb ved De Olympiske Lege i Tokyo, men det var ikke uden hård kamp med både et gigantisk pres og store afsavn.

13 år efter Michael Mørkøv første gang kørte parløb ved De Olympiske Lege, lykkedes det ham endelig at vinde medaljen af fineste karat, da han sammen med Lasse Norman Hansen kørte sig til en sejr på velodromen i Izu og kunne lade sig hylde som olympisk mester. Vejen til Tokyo har dog været lang og hård for Mørkøv, og det var først efter de sidste omgange var kørt, at det stod klart, at medaljen var det hele værd.
Michael Mørkøv er en af de få ryttere på højeste niveau, der har formået at kombinere en landevejskarriere med en drøm om at kunne vinde olympisk metal på cykelbanen. En præstation meget få kan klare, da landevejssæsonen og banesæsonen køres forskudt, så når Mørkøvs holdkammerater holder fri, kører han på en cykel uden hverken gear eller bremser.
”Når jeg vælger at lave sådan en satsning til OL på banen, er det faktisk bare noget, jeg lægger oven i mine aktiviteter på landevejen. Det vil sige, at havde jeg nu ikke kørt OL på banen, havde jeg haft tre uger hjemme efter Tour de France, inden jeg skulle køre PostNord Danmark Rundt, og det harmonerer trods alt bedre med familien, men nu valgte jeg denne her OL-satsning,” fortæller Michael Mørkøv, der ikke fortryder, at han prioriterede OL frem for familien.
”Jeg var ikke særlig meget hjemme, men da vi stod nede i Tokyo og fik guldmedaljerne om halsen, tænkte man bare, at det var det hele værd,” fortæller en tydelig stolt OL-guldmedaljevinder.

Væk 200 dage om året
Det er ikke kun sommerferien i år, der måtte aflyses, men også de pauser udenfor sæsonen, som de andre professionelle ryttere har, måtte Mørkøv kigge langt efter. En landevejsrytter på top-niveau har omkring 200 dage væk fra familien i løbet af et år med både løb, træningslejre og rejser. Dette tal bliver kun højere, når man også skal køre et baneprogram med alt, hvad det tager med sig.
”Det er ikke kun programmet med Tour de France, OL og PostNord Danmark Rundt. Det er også de seneste to sæsoner, hvor jeg i løbet af vinteren, når jeg ellers har haft fri, har været ude og køre kvalifikationsstævner for overhovedet at komme med til OL,” forklarer Michael Mørkøv, der fortsætter ved at fortælle, hvor heldig han er med sin familie, der støtter ham hele vejen igennem, selvom det er hårdt for dem alle.

Enormt pres på skuldrene
Michael Mørkøv var allerede i 2008 en af verdens bedste parløbsryttere og stillede op sammen med makkeren Alex Rasmussen som medaljekandidater til OL i Beijing. Det gik dog langt fra som ventet, og det danske par måtte nøjes med en skuffende sjetteplads. Året efter viste de dog, at de var verdens bedste par, da de vandt VM, før endnu engang at få kastet en kold spand vand i hovedet, da parløb blev fjernet fra det olympiske baneprogram.
I 2017 blev det dog annonceret, at parløb ville vende tilbage på programmet, og Michael Mørkøv vendte igen tilbage til banen, denne gang med medaljeslugeren Lasse Norman Hansen ved sin side. De to vandt bogstavelig talt alt, hvad de stillede op i og cementerede deres favoritværdighed ved at slå al modstand ved verdensmesterskaberne, inden pandemien lukkede Verden og udskød OL.

Guld eller fiasko
Favoritværdigheden var nu ikke til at løbe fra, og de to danskere fløj til Tokyo med et pres fra både dem selv og hjemlandet, der kort og godt hed guldmedalje eller fiasko. Det pres blev heller ikke mindre, da Danmarks firekilometerhold brutalt fik flået guldet ud af hænderne i sidste sving, og det nu var op til Mørkøv og Norman at indfri forventningen om dansk guld på cykelbanen.
”Vi var ikke blege for at tage favoritværdigheden på os, men det var heller ikke en favoritværdighed, vi på nogen måde kunne løbe fra,” siger Michael Mørkøv.
”Vi har vundet alt, hvad vi overhovedet har stillet op i, europamesterskaber, verdensmesterskaber, World Cups, så vi kunne lige så godt tage den favoritværdighed på os, og så prøvede vi mentalt at forberede os på, at det ikke ville gå lige så nemt, som det har været i nogle af de andre konkurrencer, men at der ville blive kørt mere på os, fordi vi var det par, der skulle slås,” fortæller den olympiske mester om det pres, han dog er vant til fra landevejen, hvor han kører på verdens mest vindende cykelhold.
Michael Mørkøv fuldendte rejsen ved at vinde det største, man kan som elitesportsatlet, da han kunne løfte armene over hovedet efter de 50 kilometer på banecyklen, og hvis han får chancen for det, så er han klar til at gentage succesen og forsvare guldet om tre år i Paris, hvor han til den tid vil være 39 år og kørt professionelt på landevejen i halvandet årti.