Johan Price-Pejtersen verdensmester i enkeltstart
Cykelloeb_FIX_U17_loeb_3_IN-scaled.jpg
Rødovre har gjort det igen. Johan Price Pejtersen trådte fra konkurrenterne, og den 22-årige rytter kan nu kalde sig for verdensmester i enkeltstart for U23 ryttere. Foto: Arkiv
Verdensmester Rødovre kan bare det der med at køre stærkt på cykel. Michael Mørkøv vandt OL-Guld på banen, og mandag tog Johan Price-Pejtersen VM-guld på enkeltstart for U23. Han er dermed både EM og VM- guldvinder i U23-klassen.

Johan Price-Pejtersen var favorit til at vinde U23 VM -enkeltstarten i Brügge, og han levede op til favoritværdigheden, da han som sidste mand i mål var hurtigst af alle og sejrede med 10 sekunder ned til nummer to. Han kan dermed kalde sig verdensmester og iklæde sig den regnbuefarvede verdensmestertrikot. I forvejen er Johan Price-Pejtersen indehaver af EM-guldet, men VM-guldet er den hidtil største sejr for den 22-årige rytter, som har fået sin cykelopdragelse i CK Fix.

Live fra Brügge havde den stolte mor Helle Pejtersen, som også er formand for CK Fix, følgende kommentar.

“Vi er så glade og ovenud lykkelige. Johan har ønsket sig denne her sejr så længe. Endelig kom sejren hjem. Han kørte et perfekt disponeret løb, men det var virkelig nervepirrende, inden han kom i mål, fordi det var så tæt.

Hun havde ikke nået at snakke med den nyslåede verdensmester endnu, da han stadigvæk sad til dopingkontrol, men hende og resten af familien havde vinket til verdensmesteren, efter han var kommet i mål.

Vandt for Chris Anker

Det har været nogle mentalt hårde dage for dansk cykelsport efter Chris Anker Sørensens tragiske dødsfald, og da Johan drønede over stregen, udbrød han også.

– Jaaa! Det er for Chris.

Både i sit officielle vinderinterview og på podiet sendte Johan en hilsen til den afdøde cykelrytter ved blandt andet at løfte den ene finger og pege op mod himlen.

Om sejren havde Johan Price-Pejtersen selv følgende kommentar til TV2sport.

“Det meget tilfredsstillende for mig. I de seneste år har jeg været i Mikkels (Bjerg, tredobbelt U23 verdensmester på enkeltstart red.) skygge. Han har været bedre end mig – og lidt ældre end mig. Jeg har følt, jeg godt kunne slå ham nogle gange, så nu er jeg virkelig glad for, at jeg kunne vinde i dag,” lød det.

Den nykårede verdensmester lander i morgen i Danmark.