En dag i helvede
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Som jeg har kedet jer med før, var jeg ”kommet” til at sige JA til at deltage i Nordic Race et 5-km langt forhindringsløb.

Det er åbenbart når man er ædru, at man tager de dårligste beslutninger. Hvis jeg bare havde haft en halv-skid på da jeg blev spurgt om jeg ikke skulle være med, så ville jeg jo havde stukket vedkommende en flad, grinet og sat pegefingeren mod tindingen.
Det var fandme dumt. Jov, jeg har trænet i 17 måneder, men stadig dumt med dumt på, serveret på en bund af dumhed og et strøg af dum henover det hele. Fordi jeg har trænet i 17 måneder, så er der jo stadig 655 måneder, hvor jeg IKKE har trænet.
Optil løbet var der meget snak mellem mig og mine holdkammerater om, hvordan man ville tilgå opgaven. Jo mere vi talte om det, jo dårligere synes jeg konceptet var og jo mere undrede jeg mig over, hvordan fanden JEG var endt med at sige JA.
Til sidst fortalte jeg mine holdkammerater, at min tilgang til løbet var det samme som til en medicinsk rektal kikkertundersøgelse: 10 cm ad gangen. Og så synes jeg faktisk ikke at vi behøvede at tale mere om det.
Men i lørdags var det skæbnedag. Jeg måtte – som en voksen mand – stå til ansvar for mine beslutninger – også selv om den var dum (det tror jeg måske du har forstået). Jeg indrømmer, at jeg i mit stille sind tænkte lidt over, hvordan jeg kunne tilrane mig en omgang Corona. Men lige meget HVOR smitsom Delta-varianten er, så kom den mig ikke til undsætning.
Starten gik ved, at man stod på et 8 meter højt stillads med en trapez-gynge, som man så slyngede sig selv ud i havnebassinet med. Derefter svømmede man ca 20 meter hvorefter man kravlede op af et rebnet. Det var FØRSTE forhindring, nu var der ”kun” 29 tilbage – drivvåd og med våde sko.
Jeg holdte op med at tælle forhindringer, da jeg var nået til nummer 6. Hvis jeg både skulle løbe, klatre og trække vejret, så var der ikke hjerne-kapacitet til også at tælle.
Efter 1 time og 28 minutter var det overstået. Jeg stod med en medalje om halsen og prøvede at lade være med at kaste op udover den.
Min træner var høj på begejstring og råbte til mig: ”Var det ikke bare fedt, Christian???” – ”Jov da. Næsten lige så sjovt, som dengang jeg smækkede en bildør over 4 fingre og senere sparkede til en bordben med min lilletå fordi jeg skulle skynde mit på toilettet – som jeg så IKKE nåede!”
Jeg fandt senere ud af, at blot 50 deltagere ud af 2300 var mænd over 50 år! Det skyldes nok, at langt de fleste mænd over 50, er klogere end mig.
Men jeg gennemførte. Jeg fik min medalje og en lærestreg.
Dagen efter spurgte en af mine holdkammerater om, hvilke regler der gælder for medaljer: ”Er det som med en studenter-hue, at man godt må gå med den i en uges tid?”
Måske jeg skulle have taget medaljen på en uges tid, for så slap jeg for en uge med spørgsmål fra mine kollegaer om, hvorfor jeg kravler op af trappen – og hvorfor jeg sad ude på toilettet og råbte: ”Jeg er færdiiiig!!”
Nå, men efter en uge, hvor ALT gjorde ondt – kan jeg igen gå og tørre mig selv bag i?
Og hvad har jeg så lært? At de næsten 500 kroner det kostede at rive sig selv i stykker, på INGEN måde står mål med hvad det har kostet at fremstille medaljen!