Stigende smitte i Rødovre
test.jpg
Rødovre er ikke i fare for endnu en corona-nedlukning, men smitten er steget mærkbart de senere uger Foto: Arkiv/Brian Poulsen
corona Rødovre er ikke i fare for endnu en corona-nedlukning, men smitten er steget mærkbart de senere uger og derfor er opfordringen klar fra borgmesteren: ”Husk sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at blive vaccineret, holde afstand og spritte eller vaske hænderne,” siger hun.

Først røg mundbindet, senere blev afstandskravet og forsamlingsforbuddet lempet og i dag er det gode gamle håndtryk også på vej tilbage igen.
Men selvom vi er på vej mod normale tilstande, og flere borgere er vaccineret, er det stadig vigtigt at huske sundhedsmyndighedernes anbefalinger, lyder det fra borgmester Britt Jensen (S). For Rødovre Kommune har i de senere uger oplevet en stigning i antallet af smittede borgere.

”Restriktionerne bliver lempet, og der er efterhånden godt styr på sygdommen. Det betyder ikke, at vi helt kan lade som ingenting, men det betyder, at vi kan vende tilbage til mange af de aktiviteter, vi kender og savner. Det gælder både i vores skoler og institutioner, hvor børnene kan vende tilbage til de venner og fællesskaber, som har været på pause alt for længe,” fortæller Britt Jensen.
Hun fortsætter:
”Den anden side af mønten er, at vi kan konstatere, at coronaen vender mere tilbage, nu hvor ferien er slut og vi igen er tættere sammen på f.eks. skoler og uddannelsessteder. Efter at have ligget rigtigt lavt det meste af sommeren, er kommunen i den seneste uges tid steget mærkbart i det testkorrigerede incidenstal. Der er ikke risiko for at skulle lukke ned, da grænserne for nedlukning er hævet i sommerens løb, men det understreger, at coronaen er der, og at vi stadig kan blive smittede og syge,” fortæller borgmesteren, der derfor anbefaler alle fortsat at følge sundhedsmyndighederne anbefalinger om at blive vaccineret, holde afstand og spritte eller vaske hænderne og at holde sig hjemme og blive testet, hvis man har symptomer på corona.

”Hvis vi gør det, så er gevinsten, at vi alle kan nyde godt af, at restriktionerne er blevet lempet mærkbart. Vi kan gå i biografen uden afstandskrav, der er ikke længere krav om to meter mellem deltagerne ved indendørs arrangementer, og der kan gennemføres stående arrangementer med deltagelse under 500 uden afstands- eller sektioneringskrav. På skolerne bliver hele klasser heller ikke længere automatisk sendt hjem, hvis en lærer eller en elev er testet positiv med Delta-varianten. Så pas godt på jer selv og hinanden på hinanden, så vi kan fortsætte med at vende tilbage til det liv, vi har savnet så længe,” lyder opfordringen fra borgmester Britt Jensen.