Nyudklækket forfatters bog lå skjult i skuffen i 14 år
IMG_20210823_132638.jpg
Mads Pallesgaard, som selv bor i Rødovre, har skrevet bogen som en dannelsesrejse for de perfekte uperfekte børn. Foto: Red.
ny børnebog Det skulle tage 14 år før andre, end Mads Brandt Pallesgaards egne tre sønner, fik glæde af historien om Hajen Finn og Harry Halvøje på eventyr, som han debuterede med den 5. august. Står til forfatteren selv, så bliver børnebogen den første af mange værker fra hans hånd.

“Da der først blev åbnet for hanen, var det som om, at den ikke kunne lukkes igen”. Sådan lyder det fra Mads Brandt Pallesgaard, som har skrevet børnebogen om Hajen Finn og Harry Halvøje på eventyr, men historien om de to venners eventyr fra Bornholm til Afrika har været klar længe.
”Helt konkret blev historien om Hajen Finn og Harry Halvøje til på en strand på Bornholm for 14 år siden, hvor min ældste søn og jeg gik en tur, og han bad mig om at fortælle en historie. Han blev helt opslugt af den og ville have, at jeg fortsatte og fortsatte. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg skulle gøre noget mere ved den, men det ene år har taget det andet”, siger Mads Brandt Pallesgaard, om hvorfor han ikke har udgivet bogen for længe siden.

Endte som julegave
Selvom Mads’ bog reelt først udkom i starten af august i år, så er det faktisk ikke hele sandheden for helt eksklusivt, lavede Mads et unikt eksemplar af bogen til sin søn i julen 2007. Sønnen var blevet så vild med historien, at Mads forevigede den til ham ved hjælp af en gammel skrivemaskine, som han skrev historien ren på efter ferien på Bornholm, masser af pap og papir, som han sirligt syede sammen med sytråd, så det blev til en ægte bog.
Handlingen fra den gamle og til den nye bog har dog fået en opgradering, så den passer til nutidens samfund, og historien er også blevet udvidet for at kunne blive til en reel bog på 72 sider. Det at kunne skrive forfatter på CV’et har længe været en drøm for den 45-årige, Mads Brandt Pallesgaard, som udover forfattergerningen læser til socialrådgiver.
”Jeg har altid godt kunne lide at skrive, og man skal nogle gange vælge at udleve sine drømme, og så må det briste eller bære”, forklarer han.

Vigtige budskaber
Bogens hovedpersoner, Hajen Finn og Harry Halvøje, er to sjove og skæve eksistenser, som på hver deres måde skiller sig ud fra mængden, og ikke føler sig velkomne der, hvor de er, så de stikker af hjemmefra, møder hinanden og drager ud på eventyr. Bogens tematikker handler om, at de to hovedfigurer vil have det rart med hinanden og dem omkring sig, men for at de får det, drager ud på en dannelsesrejse, som giver dem modet til at vende tilbage og blive accepteret på lige fod med alle andre. Det illustrerer Mads Brandt Pallesgaard ved at lade hajen være vegetar og fisken, som kun er født med et øje.
”Jeg prøver at gøre meget ud af, at det er okay at være anderledes og skille sig ud fra mængden. Det vil jeg gerne slå et slag for. Mobning er noget skidt, og det skal vi have gjort op med”, uddyber han om bevæggrunden for, at bogen er blevet til.

Børnene er med
Det er Mads Brandt Pallesgaards første bog om makkerparret Hajen Finn og Harry Halvøje. Der er planer om, at der skal udkomme flere bøger i serien, men den nyudklækket har også planer om at give sig i kast med andre genre. Blandt andet har han en færdig synopsis til en spændingsroman, men hvornår den ser hylderne, og hvornår der kommer flere historier om makkerparret Finn og Harry, ved han ikke. Dog er hans to små sønner på syv og ni allerede i fuld gang med at finde på nye karakterer til bogen. De vil gerne have en havros med, og lokationen bliver også Bornholm, har Mads besluttet.

Hajen Finn og Harry Halvøje – på eventyr er en børnebog, der egner sig til højtlæsning for de mindre børn eller som de lidt større børn kan læse selv. Foto: Red.