Jeg kender godt fornemmelsen
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Nå, så blev sygeplejerskene banket på plads. 2 måneder med råb om lige løn og mere i løn, ja så blev det de sagde NEJ til, ophævet ved lov.

Jeg skal ikke kloge mig på fagforeningspolitik – men jeg ved lige hvordan de må føle sig lige nu.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var ”mellem to jobs” (nogle vil kalde det arbejdsløs) – men jeg havde ”næsten” fået et nyt job.
Jeg havde haft firmabil før – så den var jo væk – så jeg skulle jo finde noget nyt at køre i.
Når det kommer sig til biler – der er Greta Thunberg og jeg noget forskellige. Hvor hun kan foretage en tur til New York med båd, der skal jeg have kubik og benzin.
Jeg fandt et ”bæst” – den havde en nummerpladeholder hvor der stod ”Jeg bruger den benzin DU sparer” – så kan du godt regne ud, at det ikke var en økonomisk Aygo hybrid. Strøm er noget, man lader sin el-tandbørste med.
Nå men jeg var begejstret og jeg synes nu alligevel, at jeg – som den metro-seksuelle mand jeg er – lige ville have konens besyv med – så selvom JEG allerede havde prøvekørt bæstet, så skulle hun da lige have lov til at blive lige så begejstret som mig. Så jeg slæbte hende med ud til forhandleren.
Forhandleren fik julelys i øjnene, da han så mig komme for at prøve bilen ANDEN gang – og denne gang havde taget KONEN med.
Vi kørte en tur og jeg tror måske ikke helt, at mine kone var lige så begejstret som jeg – hun ævlede noget om, at der ikke var plads til ALLE unger på en gang og at der ikke var bagdøre. Jeg hørte ikke så meget, fordi motoren brølede, som den skal i en sportsvogn.
Da vi kom tilbage til forhandleren, synes jeg alligevel at konen var positivt indstillet overfor bæstet. Forhandleren stod klar med kontrakt og kuglepen og spurgte: Skal vi lige skrive under her?
Min kone kiggede på ham. ”Nej tak. Min mand har jo ikke noget arbejde…..”
Lige DER følte jeg som sygeplejerskene gør i dag. Jeg havde kæmpet i månedsvis. Jeg havde råbt og skreget og havde en tro på, at det ville lykkedes. Men så efter 2 måneder, så får man en Toyota Aygo, som er 2 år og den tidligere ejere har haft 2 våde St. Bernhards-hunde med HVER gang, hun kørte i den.
Man troede man kunne fornemme duften af læder – og endte med duften af våd hund.