Farvel og tak
chrumme_002_150915_BP.jpg
chrumme Jeg er lige kommet hjem fra vores redaktørs farvel-reception. Den blev holdt på Rødager Bodega. Som jeg sagde i mit show. Rødager Bodega er jo sådan et sted, hvor du kan smutte forbi en tirsdag formiddag, og så møder du måske dit livs kærlighed – eller får en springskalle.

Ja, det ene udelukker faktisk ikke det andet. Kærligheden kan gøre ondt på Vestegnen.
Jeg havde fået ”fornøjelsen” af, lige at give André Bentsen en verbal blodtud til at skride hjem til Østerbro på. Og det skal man ikke bede mig om TO gange.
Men sandheden er, at jeg vil savne ham, hans skøre indslag og kærlighed for Rødovre.
Man kunne se – på fremmødet – at mange også gerne ville sige pænt farvel. Eller også skulle de bare have et par gratis fadbamser – eller som jeg kalder fadøllen: Vestegns-tøser, fordi de er iskolde og billige!
Når man holder afskedsreception og borgmesteren samt landets skatteminister tropper op – så ER det fordi, vi siger farvel til en meget særlig og vellidt person.
Vi kommer alle til at savne André her på avisen. MEEN når det så er sagt, så har vi stadig et stærkt hold og vi fortsætter med at skrive en avis med bid og engagement. Jeg fortsætter selvfølgelig også med ”Christians Chrummer”, så du kan blive lige så sur eller lige så fornøjet eller lige så forarget eller krænket, eller skide-ligeglad – som du plejer at blive.
Især efter i dag. Det er jo ikke så tit, at jeg møder mit publikum (jeg skal nok lade være med at kalde dem fans – så selvfed er jeg HELLER ikke) – så det var bare fedt at hilse på jer – og jeg følte det som om, at jeg fik flere high-fives end flade lussinger – Så det tog jeg som et positivt tegn.
Journalist Christian Valsted og jeg blev enige om – at et eller andet måtte vi jo gøre rigtigt – så det er bare at fortsætte uden ham ”Duracell-kaninen”, der bare trommer der ud ad.
Den største kompliment, jeg fik, var fra en ”Fan” i en 14 hestes-brandert, som med tydelig ubalance i benene sagde:
”Skide godt, Chrumme. Men når man ser dig på billedet i avisen, så virker du sgu større – men du er jo bare en lille fucking lort!”
Og så siger man, at der ikke findes kærlighed i Rødovre?