Avarta skudt i sænk i Allerød
avarta-vanloese_185_210321_BP.jpg
Avarta tabte igen i Danmarksserien og har ikke fået en drømmestart på den nye sæson, hvor det er blevet til to nederlag og én sejr i de tre første kampe. Foto: Arkiv
Fodbold Det blev ikke den eftermiddagstur, som Avarta havde håbet på, da holdet tog til Allerød, hvor hjemmeholdet sejrede sikkert med 4-1.

Allerød Idrætspark bød lørdag eftermiddag på en af de kampe, som Avarta-spillerne allerhelst vil smide i skraldespanden, inden turen går tilbage til Rødovre. Holdet tabte nemlig klart i en kamp, hvor der ikke var meget tvivl om, hvem der var bedst på dagen, da de 90 minutter var spillet, og måltavlen viste 4-1.

Værterne kom bedst fra land, da Morten Olsen passerede Tobias Gundel efter 26 minutters spil og gjorde det til 1-0. Kun fire minutter senere skulle Gundel igen hente bolden bag sig, da Søren Freund gjorde det til 2-0, som også var stillingen ved pausefløjtet.

Teamtalken fra Benny Gall må have virket i pausen, for Danny Stencel reducerede efter 50 minutter til 2-1 og bragte noget liv tilbage i en kamp, der nu kunne blive rigtig spændende. Spændingen blev da også holdt, og Avarta levede stadig i kampen, indtil Gustav Harlev drejede på gashåndtaget og tvang Gundel til at hente bolden for tredje gang efter 85 minutter. Harlev var dog ikke helt færdig og gjorde det også til 4-1 i kampens tillægstid.

Avarta har nu kun tre point efter lige så mange kampe i sæsonen og skal forsøge at få vendt skuden rundt om en uge, hvor de tager imod Ishøj i et rent vestegnsk opgør hjemme på Tømmermester Jim Jensens Park