Tålmodigheden er sluppet op hos festivalarrangør
Vi-elsker-190525-77.jpg
I håb om at få lempet på restriktionerne, så flere kan samles til musikfestivaler, har festivalarrangørerne fra 'Vi Elsker 90'erne' sendt et åbent brev til de danske politikere. Foto: Per Dyrby
kræver fair play Det lokalt forankrede hold bag festival-succesen ’Vi Elsker 90’erne’ er uforstående overfor den forskelsbehandling, som de mener branchen oplever. Nu har de sendt et åbent brev til landets politikere, hvor de kræver fair play.

De har ventet og udvist samfundssind, men nu er tålmodigheden tilsyneladende sluppet op hos holdet bag ’Vi Elsker 90’erne’, der den 14. august kan fejre 10-års jubilæum med en stor anlagt endags musikfestival i Espelunden.
Men musikfesten bliver ikke ligeså stor, som arrangørerne havde håbet på. Med de nuværende restriktioner kan ’Vi Elsker 90’erne’ lukke 5.000 gæster ind på festivalpladsen i Rødovre lørdag den 14. august. Gæster, der skal være delt op i fem zoner á 1.000 mennesker.
Men allerede dagen efter, altså søndag den 15. august, hæves forsamlingsforbuddet til 10.000 og det er her stifter af musikfestivalen, Riffi Haddaoui, mener at filmen knækker.
”24 timer er ’Vi Elsker 90’erne’ fra at slippe for en kæmpe udgift til to festivalpladser, fordi nogen i systemet – da de nye og mere lempelige restriktioner for nylig blev meldt ud – glemte os, og vi røg ned mellem to stole. Tålmodigheden er sluppet op. Smittetrykket er virkelig lavt, og vi bor i et land, hvor de fleste voksne mennesker – vores festivals målgruppe – er vaccineret. Vi kan simpelthen ikke se ideen i at beholde de stramme restriktioner,” skriver Riffi Haddaoui blandt andet i det åbne brev til de danske politikere.

Fodbolden har vist vejen
Riffi Haddaoui håber stadig på handling, selvom politikerne efterhånden er rejst ud i sommerlandet. Der skal nemlig handles nu, mener han.
”Det er nu, vi peaker, det er nu, vi har brug for jeres hjælp for, at endnu en sæsons indtjening ikke skal lide under restriktioner, der bare ikke giver mening. Smittetryk og evaluering burde ske ugentligt og ikke om to måneder, når hele festivalsæsonen foregår nu. Om to måneder er den forbi,” skriver Riffi Haddaoui videre i sit åbne brev, hvor han også mener, at det er forsvarligt at lempe på restriktionerne, så der kan savnes mere end 5000 mennesker til festen i Rødovre den 14. august.
”Fodbolden, EM og UEFA har vist vejen. Og vi har fået beviserne ved tests i udlandet og nu også tusindvis af mennesker på stadions og i gaderne: Smitten stiger ikke væsentligt, når man mødes udendørs og overholder restriktionerne.
“Så det er nu, kære politikere, at I har muligheden for at give kulturen vinger i sommeren 2021 og lade os flyve højt,” lyder det i det åbne brev, som du kan læse her. 

Vi forsøger at få en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen