Du må gerne melde støj til politiet – men har du spurgt naboen om at skrue ned først
tweet.jpg
Sådan ser politiets opfordring ud på Twitter Foto: Fotomanipulation: Politiet
Fest Med de varme sommeraftener kommer også svedige toner fra højtalere og spontane fester i det fri. Det får nu politiet til at opfordre støjplagede personer til at snakke med naboerne, inden de kontakter politiet.

De sidste ugers studenterfester og EM-eufori har fået mange til at skrue helt op for soundboxen i det fri.
Og det er egentlig fint nok, så længe man overholder retningslinjerne for støj i det fri og i sin bopæl for den sags skyld.
Alligevel modtager politiet flere og flere henvendelser fra trætte støjplagede personer, der håber en patrulje vil rykke ud og skrue ned for festen.
“Du har prøvet at snakke med naboen først, ik?” spørger politiet nu i et sjovt tweet på Twitter.
For selvom det kan være nok så irriterende at høre Re-sepp-ten på repeat, kommer man ofte ret så langt med god gammeldags dialog, mener politiet.
“Du må altid kontakte os om en larmende studenterfest eller lignende. Nogle situationer bliver dog oftest løst hurtigere og bedre, hvis man selv forsøger sig med dialog,” skriver Københavns Vestegns Politi. De beder derfor alle om lige at overveje, hvilken ugedag det er, inden de ringer, og samtidig se på, hvad klokken er slået.
“Har de givet besked på forhånd, hvor længe har det stået på, er der tit larm på adressen og har du forsøgt at snakke med din nabo selv,” lyder de gode råd.