Cykelvenner sluger Touren råt
tour1.jpeg
Jens Andreasen, Tommy ’LT’ Rasmussen og Kim Fisker foran haven i Carlsro, hvor havelågen er malet gul i juli måned. Foto: Red.
mandehørm Tour de France er lyden af sommer og for en gruppe venner i Carlsro betyder cykelløbet så meget, at de hvert år går i tour-hi for at følge strabadserne.

Mens andre foretrækker at nyde sommeren i en liggestol i haven eller tage på opdagelse i det danske sommerland, har en gruppe venner i Carlsro det bedre med at sætte sig til rette foran fjernsynet og følge det historiske cykelløb Tour de France.
I Jens Andreasens rækkehus i Carlsro er udestuen forvandlet til et lille tour-studie med gule plader i loftet, cykeltrøjer på væggene og samtlige etaperuter ophængt snorlige ved siden af faldskærmen, der stort set hver dag i juli måned er omdrejningspunktet for dagens etape.
”Vi ser ikke alle etaper sammen, men langt de fleste,” fortæller Jens Andreasen om cykeltraditionen, der startede for fem år siden og siden har samlet vennegruppen år efter år i udestuen i Carlrso.
”Konerne glæder sig til løbet er slut, for det kan godt blive lidt intenst,” griner Jens, der til dagens kongeetape i alperne har besøg af vennerne Tommy ’LT’ Rasmussen og Kim Fisker.
”Nogle dage er vi otte samlet, men det er lidt forskelligt,” siger Kim Fisker, inden han tager en tår af sin dåseøl.
”I bund og grund handler det om, at vi har et stærkt venskab. Vi har selvfølgelig også en stor interesse for cykelsporten, men det er i lige så høj grad venskabet, der gør, at vi mødes tre uger i juli måned for at se cykelløb,” siger Kim Fisker.

Udlodder præmier på Facebook  
Vennernes lille tour-klub er mandehørm i galoperende udbrud og på Facebook kan alle følge med og samtidig vinde forskellige præmier. For to år siden oprettede vennerne en Facebookgruppe, hvor de laver konkurrence og hver dag opdaterer, dem der nu skulle have lyst til at følge med, om stemningen i udestuen i Carlsro.
”Vi hygger os med det og synes det er skide sjovt. Vi har blandt andet fået øl-gavekort sponsoreret af Rødager Bodega, som vi udlodder i små konkurrencer, hvis man kan gætte hvilken dansker kommer først over stregen,” siger Tommy ’LT’ Rasmussen.
Tour de France-vennerne får senere besøg af cykellegenden Jesper Skibby og selvom tour-studiet i Carlsro er deres faste hule i tre uger i juli, så har de planer om at se flere etaper live, når touren kommer til Danmark til næste år.
”Ja, det skal vi helt bestemt, men når rytterne rammer bjergene, så sidder vi her igen,” griner Tommy ’LT’ Rasmussen, inden Kim Fisker fortæller, at vennerne bestemt ikke er for gamle til at campere foran et fjernsyn i tre uger.
”Det er en cykelfestival for midaldrende og heldigvis er nogle af etaperne så lange, at vi også kan nå at få lidt skønhedssøvn undervejs,” siger han.
Hvis du vil følge med i vennernes tour-studie, kan du finde dem på Facebook under navnet ’Tour studio 2021 klub 301’

     

Cykelvennerne er indlagt til Tour de France hvert år i Jens Andreasens udestue i Carlsro. Foto: Privat