Avartas mor fylder 60
SusanneThomsen_31-01-2018-853x640-1.jpg
Susanne Thomsen har været hele vejen igennem alle tænkelige frivillige poster, inden hun i 2018 blev formand for Avarta. Fødselsdagen i mandags fejrede hun selvklart som frivillig til fodboldskole for byens børn. Foto: Foto: Arkiv
Fylder rundt Hun er formand, græshoppe, mor og hjælpende hånd. Mandag fyldte Susanne Thomsen, en af kommunens mest ihærdige ildsjæle 60 år.

Hvis man ikke kendte hende, ville man tro, det var en spøg, men Susanne Thomsen fejrede, selvfølgelig fristes vi til at skrive, sin fødselsdag ved at give den en ordentlig skalle som frivillig til fodboldskolen i BK Avarta.
Her startede hun som ung ved at hjælpe med at arrangere stævner og ture tilbage i 1985.
Hun er ikke bare mor til sine egne knægte, der også har slået sig i klubben, men til en lang række af fodboldspillere, og til Venskabsbyordningen, som har betydet udflugter og venskaber på tværs af landegrænser for rigtig mange børn.
“Vores alle sammen omsorgsfulde ‘mor’, Susanne ,er altid klar med en hjælpende hånd, der hvor der er behov for det,” siger Lisa Andersen fra klubben om sin ven og kollega.

Formand på tredje år
Susanne er kendt for at træde til, når der er brug for det, så da der manglede folk til at stå for sikkerheden på Espelunden Stadion, dengang det hed det, blev hun del af sikkerheden. Sådan var det også med støtteforeningen Græshopperne, DBU’s fodboldskole og selvfølgelig posten med mest ansvar. Og nej, vi mener ikke bankospillet, som hun også har været frivilligt involveret i, men tjansen, som formand for hjerteklubben.