Rykker ikke vinterferie alligevel
sne03_060111_BP.jpg
Det var tæt til det sidste, og spændende, om Rødovre fremover skulle holde vinterferie i uge 7 frem for uge 8, men i sidste ende bestemte verdens mindst mulige flertal blandt forældrene. Dermed holder skolerne stadig vinterferie i uge 8 i Rødovre. Foto: arkiv
Vinterferie Der skulle to forskellige slags afstemninger, høringer og en voldsom debat til, at Rødovre Kommune alligevel ikke rykkede vinterferien fra uge 8 til uge 7. Vi gentager for en sikkerheds skyld. Ikke rykkede ferien, som altså fortsat bliver i uge 8.

Helt til det sidste rasede debatten voldsomt på Facebook, om hvornår børn og forældre i Rødovre skulle booke flyvere for at slippe væk fra sjap og slud i Rødovre.
I kommunen har man traditionelt set altid holdt ferie i uge 8, men høringssvar blandt medarbejdere og skolebestyrelser bar i retning af at rykke ferien til uge 7. Det var et mikroskopisk flertal af forældrene, der nærmest ikke kunne være delt i to mere lige lejre, dog imod.
Derfor ventede mange også med spænding på  Børne- og Skoleudvalget, der tirsdag aften diskuterede saggen og i enstemmighed besluttede, at vinterferien i Rødovre fortsat skal være i uge 8.
At nå frem til den beslutning har været lang og snørklet, da den første afstemning blandt forældre og medarbejdere måtte gå om, fordi der var mulighed for at stemme flere gange, og der har været mange argumenter både for og imod fra begge lejre.
 
Vigtigt med afklaring 
Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen (S), er tilfreds med, at der nu er sket en afklaring af vinterferiens placering.
”Det har til tider været en noget ophedet debat. Det er helt fair, da de forskellige feriers placering naturligvis har stor indvirkning på familiernes hverdag. Formålet med afstemningerne blandt forældre og medarbejdere har været at måle temperaturen på, om der fortsat var opbakning til, at vi i Rødovre har vinterferien på et andet tidspunkt end hovedparten af landets kommuner, hvor vinterferien er i uge 7,” siger Flemming Lunde Østergaard Hansen (S).

 

Forældre blev afgørende
 
Ifølge udvalgsformanden var det lille flertal blandt forældrene på 51 pct. for fortsat vinterferie i uge 8, afgørende for beslutningen. Og desuden, at der ikke var en klar holdning til spørgsmålet i skolebestyrelserne, som er høringsberettigede til ferieplanen.
En holdning konservative, Kim Drejer Nielsen, deler:
”Jeg synes det vigtigste er at lytte til forældrene, så jeg er glad for, at vinterferien bliver i uge 8,” siger han.
I SF deler Kenetth Rasmussen tilfredsheden.
Han var forud for mødet med de andre i udvalget klar til at bringe sagen helt op i kommunalbestyrelsen, hvis man på det meget spinkle grundlag ville rykke ferien.
”Jeg er tilfreds med at man valgte at ende med at lægge vægt på forældreundersøgelsen, som jeg hele tiden har ment var det enesterigtige,” understreger han.

Top