Også Socialistisk enhedsparti efter valget
valgaften-kommunalvalg-2013_24_201113_BP.jpg
Debatten om valget er tydeligvis igang Foto: Arkiv
læserbrev Igennem de sidste 92 år har Socialdemokratiet haft magten i byrådet. Et flertal, som Socialdemokratiet flittigt og tromlende har benyttet sig af, sammen med et gennemsyret socialdemokratisk embedsværk.

Socialdemokratiet og embedsværket er smeltet sammen. Ingen tør sige det åbent, men kendsgerningen er, at Rødovre Kommune er en af de allermest et-parti-styrede kommuner i Danmark. Partiet har egenrådigt udelukket så godt som alle andre holdninger, end de socialdemokratiske af den førte kommunalpolitik.
I de 25 år under tidligere borgmester Erik Nielsen var det således intet, der kunne besluttes uden, at det enten var embedsværket eller borgmesteren selv, der var kommet på det. Jeg kalder det for magtfuldkommenhed og ja, magtmisbrug. På den måde adskiller den nuværende regering, med Mette Frederiksen i spidsen, sig ikke sønderligt.

Der er aldrig blevet spurgt til skattetrykket i Rødovre
Har vi så ikke en god kommune? Jo, det har vi såmænd. Men det koster også rigtig mange penge for borgerne. Statistikken taler sit tydelige sprog. Rødovre ligger helt i top, når det gælder personbeskatning, grundskyld, ejendomsbeskatning, samt erhvervsbeskatning (dækningsafgift). De mest beskattede borgere i Danmark er derfor os, der bor i Rødovre.
Bag den polerede facade gemmer sig nemlig det faktum, at rigtig mange borgere i kommunen har gode og vellønnede jobs, som bidrager flot til kommunekassen. Men også almindelige lønmodtagere betaler en høj pris, hvad enten de bor i eget hus eller i en almennyttig bolig. Hvornår er de sidst blevet spurgt om skattetrykket burde sættes ned svarende til nabokommunerne og betalingsevne?

Manglende udlicitering koster dyrt
Næsten alle opgaver, som hos langt de fleste andre kommuner er lagt ud til private professionelle operatører, specialiseret i eksempelvis affaldsindsamling og -behandling, vedligehold af bygninger og arealer er hjemtaget, altså varetages af kommunale medarbejdere, i kommunale køretøjer, og fra kommunale bygninger.

Ét-parti styre er ikke sundt
Det er ikke sundt for hverken demokratiet, for udviklingen af lokalsamfundet eller for borgerne. SED i det gamle Østtyskland fik 70 år på magten. Det Socialdemokratiske Enhedsparti i Rødovre har nu haft 92 år med den fuldkomne magt. Er det
ikke på tide at få dem ned på en mere naturlig størrelse?
Det gode er nemlig, at det kan der laves om på ved kommunevalget til november. Du kan lave om på det.
En stemme på et andet parti end Socialdemokratiet kan være med til at ændre den politiske kultur, der hærger i Rødovre, og dermed tvinge Socialdemokraterne på rådhuset til en mere ydmyg behandling af de partier, som efter næste valg vil være repræsenteret i byrådet.

Top