Farverig superfan: ”Vi har aldrig været bedre”
amondsen-2.jpg
Claus Amondsen står selv iklædt Bjarne Goldbæks trøje fra VM i 1998 og i hænderne holder han trøjen, som Peter Ankersen havde på under VM-kvalifikationskampen med Rumænien i oktober 2017. Den trøje kan blive din. På avisens facebook- side kan du deltage i en konkurrence og dermed få fingrene i den helt unikke fodboldtrøje. Foto: Red.
fodboldfeber Han skiller sig ud fra mængden, når han med et specialsyet roligan-jakkesæt entrerer fodboldstadions verden over for at støtte det danske landshold. 55-årige Claus Amondsen er indbegrebet af en ægte roligan og selv når han tager de røde og hvide briller af, tror han på EM-succes til de danske drenge.

For 40 år siden blev en ung knøs fra Rødovre ramt af fodboldlynet. Det var en junidag i 1981, hvor flere end 36.000 tilskuere var samlet på Østerbro til landskamp i Københavns Idrætspark.
På banen sendte det danske landshold Italien hjem til støvlelandet med et nederlag på 3-1 efter mål af Per Røntved, Frank Arnesen og Lars Bastrup.
Og mens de danske spillere kunne strække armene i vejret efter sejren i VM-kvalifikationen, sad der en 15-årig knægt på lægterne og sugede det hele til sig. Stemningen, euroferien og brølene fra de danske roligans. Claus Amondsen havde været til fodboldkampe før, men det var første gang, han oplevede ’fodboldsuset’. Et sus han sidenhen blev afhængig af.
”Det var dengang, der kun var en tribune og jeg sad på langsiden og oplevede de mange roligans. Det var stort,” husker den lokale rødovreborger Claus Amondsen, der først officielt meldte sig ind i fanklubben i 2001 i forbindelse med en landskamp i Parken, hvor Danmark pryglede Island med 6-0.
”Jeg var i Parken med en kammerat, men vi havde ikke billetter. Det håbede vi at skaffe, men det var sværere end som så og til sidst gik jeg rundt og råbte ’billetter købes’. Det virkede. Jeg købte billetter af to beduggede roligans for 4000 kroner,” smiler Claus Amondsen, der siden er blevet synonym med de danske roligans, som han både har været formand for og i mange år har været uofficiel talsmand for.

Jakkesættet over dem alle
Claus Amondsen har siden landskampen i 2001 kun misset én hjemmekamp og når bolden ruller, er han sjældent til at overse på lægterne. Han har nemlig en helt særlig fodbold-
habit, der sammen med de store armbevægelser gør, at han skiller sig ud fra mængden.
Jakkesættet er speciel- syet hos Hummel og består helt unikt af Match-worn-trøjer, hvilket betyder, at det er trøjer, der har været brugt af spillerne i kamp.
”Jeg måtte ødelægge 10 Match-worn-ting fra min samling, men til gengæld har jeg nu et jakkesæt, der er helt unikt. Det indeholder blandt andet originale spillertøjer fra Morten Olsen, Lasse Schöne, Christian Poulsen og Peter Møller. Og hele bagsiden af jakkesættet er min fars gamle fantrøje, så den er også personlig,” siger Claus Amondsen, der elsker at hoppe i habitten.
”Nogle kalder mig linselus og det er da helt rigtigt, at jeg godt kan lide at stikke snotten lidt frem. Jeg elsker at skille mig ud og jakkesættet giver mig opmærksom, som der er kommet rigtig mange gode oplevelser ud af. Til hver kamp er der mange, der kommer og spørger ind til sættet og jeg har altid en god historie at fortælle,” siger Amondsen, der, i de sidste 20 år, har skabt sig et enormt stort netværk i fodboldmiljøet.
Det betyder blandt andet, at han har en imponerende stor samling af danske landsholdstrøjer som tidligere og nuværende spillere har foræret ham.
Trøjer, som han i øvrigt har samlet i en stor sportstaske, som Morten Olsen brugte under VM i 1986.
”Jeg har over 100 forskellige trøjer og andre effekter, som spillerne har båret under kamp. Der er trøjer fra 80’erne med Morten Olsen og også et par legendariske Ebbe Sand shorts. Måske du kan regne ud, hvilket mål han scorede i de shorts,” smiler Claus Amondsen, der ikke har forvandlet hjemmet i Rødovre til et fodbold-
museum med trøjerne i glas og ramme.
”Trøjerne skal ud og opleves. De er dine og mine. Jeg låner dem ud til diverse roligan-udstillinger og der hænger også flere inde på Rødager Bodega,” siger Amondsen.

Huttelihut på Wembley
Danmark skal spille de tre indledende gruppekampe på hjemmebane i Parken og Claus Amondsen har en tro på, at de danske drenge også vil være klar til at gå på banen, når der skal spilles semi-
finaler på Wembley i London.
”Vi har et vanvittigt godt landshold med en af Europas bedste defensiver. Jeg er sikker på, at vi går videre fra vores pulje og derfra kan alt ske. Vejen til semifinalen ser god ud og jeg tror på en semifinale med dansk deltagelse på Wembley,” lyder forudsigelsen fra Amondsen, der naturligvis ser frem til kampene i Parken mod Finland, Belgien og Rusland.
”Jeg tror næsten, at jeg er mere spændt end spillerne. Det bliver naturligvis en kæmpe oplevelse at se Danmark til EM på hjemmebane, men jeg er samtidig meget ked af, at vi ikke kan opleve kampene sammen med de finske, belgiske og russiske fans. De havde alle pyntet til slutrunden og ville uden tvivl have været med til at skabe et sand fodboldfest, men vi må klare os uden,” lyder det fra den lokale roligan, der glæder sig til suget i maven, når der fløjtes op til kamp mod Finland på fredag klokken 18.
”Der kommer helt sikkert til at blive bidt lidt negle og vi skal bare have scoret hurtigt, så vi ikke får gummiben. Vi skal fra land med tre point,” fortæller Amondsen, der ikke er i tvivl om, hvorfor det danske landshold kan samle nationen til store slutrunder.
”Fodbold er mangfoldigt og har en særlig samlede evne. Hvis man ikke bliver bidt af selve spillet på banen, så kan man blive bidt af så meget andet,” lyder der fra Rødovres farverige roligan.

Claus Amondsens status som super-roligan betyder, at han ofte bliver brugt som ekspertkilde i medierne. På billedet stråler Claus om kap med den pokal, som én nation senere på sommeren kommer til at løfte, efter et besøg i ’Aftenshowet’ på DR. Foto: Privat