Enhedslisten vil rekrutere og fastholde offentligt ansatte
hdd1080_MG_2581.jpg
"Enhedslisten i Rødovre vil vægte det gode samarbejde i kommunalbestyrelsen til at søge størst mulig indflydelse." udtaler de fire kandidater i fællesskab. Foto: Privat
KV21 Der går en rød tråd henover Enhedslistens hold, der stiller op til kampstart i kommunalvalgkampen. Især fastholdelse af personale, integration og den grønne omstilling er i fokus.

Rødovres venstrefløjsparti er klar til valget. Ja faktisk har de været det længe, hvis du spørger de ret så erfarne kræfter i Enhedslisten, der udgør et firkløver, der repræsenterer, hvert deres fokusområde.
Det er nemlig erfarne kræfter, som kommer til at pryde stemmesedlen under bogstavet ‘Ø’, da de stiller med de samme kandidater, som for fire år siden.
Øverst på listen er de to siddende kommunalbestyrelsesmedlemmer, Peter Mikkelsen, og Marianne Christensen. På tredjepladsen er det Necla Baran, der har brugt de sidste fire år i kommunens integrationsråd, og det unge islæt på listen studerende Lukas Skjalm Lissner er på fjerdepladsen.
“Den økonomiske ulighed i Danmarks øges, og det påvirker ikke kun borgernes økonomiske formåen. Øget ulighed betyder også ulighed i uddannelse, arbejde og sundhed. Det hele liv. Derfor skal der arbejdes imod ulighed overalt – også i Rødovre,” udtaler Peter Mikkelsen.

Fasthold de ansatte
Som altid er det Marianne Christensen, der taler sig ind i de ansattes forhold.
“Den demografiske udvikling bevirker, at vi i fremtiden får et stort antal ældre. Derfor er det vigtigt at holde fokus på rekruttering og fastholdelse af plejepersonale. Det gør vi ved at sikre gode arbejdsforhold,” siger hun.
“Rødovre skal behandle sine nye borgere ordentligt, – uanset om de kommer fra Assens elle Aleppo har alle ret til at blive behandlet ordentligt. God integration er noget vi skal være fælles om, lige om i anerkendelse af vores forskellighed, fortsætter Necla Baran, mens det unge skud på stammen, Lukas Skjalm Lissner står for den grønne stemme.
“Om nogen bliver det ungdommen, der kommer til at mærke konsekvenserne af klimakrisen. Derfor er det ungdommen, der står forrest i den grønne omstilling, så Rødovre bliver lige så grøn som rød,” siger han.