Broen over floden Kvaj
Cykelbroen1.jpg
De har haft svært ved at se, hvilken vej broen skulle vende, da de satte den op over Jyllingevej, siger Bent Børresen og henviser til kridtstregerne på den nye bro. Foto: Privat
debat I et tidligere nummer af Rødovre Lokal Nyt fortalte Jan Kongebro, medlem af kommunalbestyrelsen og formand for Teknik- og Miljøudvalget, at nu var den liiiiiige på trapperne, den i 7 år længe ventede cykelbro over Jyllingevej, som skulle bringe cyklisterne lige fra et rædsomt pløre-helvede og op i skyerne på et bro-paradis.

Han sagde også kækt, at nu var der ikke noget der kunne gå galt, med mindre de altså tabte brofaget under montagen. Hmm, han glemte vist, at han bor i Rødovre Kommune.
Hvis man har stor selvtillid, og er overbevist om, at man kan gå på vandet, så er der ikke nogen grund til at spilde penge på snorkel og badebukser – men det kommer vi tilbage til.
Nu er det store brofag, efter syv års utålmodig venten, ganske rigtigt monteret. Hurra for det. Men, hvis man kigger nærmere efter, vil man nok undre sig over, at brofaget på voldsiderne hviler på fine støbte bropiller, men inde i midterrabatten hviler på noget som ligner en Robert Jacobsen skulptur, i hast svejset sammen af stål fra den lokale skrotplads.

Ingen ekspert
Kigger man på undersiden af brofaget, kan man se, at de beslag, som skulle være gået i hak med bropillen i midterrabatten, befinder sig ude over selve kørebanen. Hvorfor nu det? Ja, jeg er ikke broekspert, men kan ikke se anden forklaring end, at brofaget er vendt forkert. Hvis jeg tager fejl, må mere kyndige folk korrigere mig.
Og her er det så, at vi kommer tilbage til de manglende badebukser og snorkel. Hvis man er overbevist om, at ens falkeblik sagtens kan se om brofaget vender rigtigt, når det monteres, så er der jo ikke nogen grund til at skrive retningen på brofaget med et stykke kridt. Men nu bor vi jo i Rødovre Kommune.
Heldigvis er der ingen grund til panik, om syv år er det nok fixet, må vi håbe.
Ak ja, da det så viste sig, at man alligevel ikke kunne gå på vandet – så faldt man pladask, fra cykelbroen, ned i floden Kvaj.