100 millioner kroner til idrætslivet
FIR-forside_108_60621_BP-scaled-e1623140910600.jpg
Efter et par valgperiode, hvor Rødovres idræt har været nedprioriteret, kan Rødovres unge idrætsudøvere og idræts- livet i Rødovre generelt se frem mod bedre faciliteter og mere renovering af forfaldne haller. Fra venstre ses Konrad Skovmand-Jensen fra RBC, Casper Jeppesen fra BK Center, Trine Hammer fra RH, Benjamin Ekstrand fra RFC, Marcin Gosieniecki fra Rødovre Tennisklub, August Valdemar Rasmussen fra RSIK, Ella Emilie Højbjerg Melskens fra ROG og Elias Nissen fra Rødovre Karateskole. Foto: Brian Poulsen
idræt Efter årtiers degradering af idrætsfaciliteterne kommer der tiltrængt kapital til nye og moderne faciliteter. Borgmester Britt Jensen (S) vil hvert år afsætte 10 millioner kroner de næste 10 år. En såkaldt 10/10 ordning.

Den nye 10/10 ordningen vil i den grad hjælpe Rødovres idræt. 10 millioner kroner hvert år skal få Rødovres idræt ud af den forfærdelige tidslomme fra sidste århundrede. Britt Jensen vil have det med ind allerede i den kommende budgetaftale, som skal på plads efter sommerferien. Nu skal flere rødovreborgere dyrke idræt.
For Rødovre ligger i bunden, når det gælder antal idrætsmedlemmer sammenholdt med antal indbyggere, hvilket lokalpolitikerne ønsker at ændre på af flere årsager.
Først og fremmest fordi idræt er sundt for folkesjælen. Jo flere der går til idræt jo mere sund befolkning.
”En god kondition giver et bedre helbred, det ved vi vist alle. Men idræt skaber også fællesskaber, netværk og på den måde er idræt med til at forebygge ensomhed, der også er et stigende problem,” siger borgmester Britt Jensen, der mener, at kommunen skal gå forrest, når det gælder om at få flere rødovreborgere til at dyrke idræt.
”Vi skal have flere foreningsaktive, så vi skal have flere med i fællesskaberne, og så skal vi være bedre til at fastholde dem, som er foreningsaktive, for i Rødovre taber vi mange udøvere. Vi kan være med til at ændre den tendens ved at få tidssvarende anlæg og tilgodese de mange ønsker, som foreningerne har i Rødovre. Jeg mener, det er tid til at give idrætten i Rødovre en saltvandsindsprøjtning, der kan mærkes. I de næste 10 år vil jeg lægge op til, at vi hvert år skal øremærke minimum 10 millioner kroner til bedre faciliteter for vores aktive i idrætsforeningerne. Jeg kalder det en 10/10 ordning,” siger Britt Jensen

Møder med alle
Siden Britt Jensen blev valgt som borgmester, har hun haft møde med stort set alle idrætsforeninger i Rødovre. Det har gjort stort indtryk.
”Det har været nogle virkelig gode samtaler, hvor vi åbent har talt om forhold, vi skal kigge på. Idrætslederne har både været optaget af at tage ansvar for børn og unges udvikling inden for idræt. Men de har især været optaget af, at vi får opgraderet og udbygget vores idrætsanlæg. Jeg er overrasket over, hvordan idrætsledere har været indestængte over vores udvikling. Jeg kan mærke, at de stadig er skeptiske, men det skal vi have ændret på,” siger Britt Jensen.
Det har været barsk at følge idrætten i Rødovre gennem flere årtier, fordi der siden 1995 stort set ikke har været politiske visioner for området og slet ikke penge.
”Det hele bunder i, at vi i 1989 havde store økonomiske udfordringer og siden har det været svært at få opbakning til at skrue op for budgetterne til vedligeholdelse. Vi har i stedet bygget en del haller i løbet af perioden, men vi har forsømt at få vedligeholdt de eksisterende anlæg godt nok. Det kan vi i dag, blandt andet fordi vi har en stærkere økonomi i Rødovre Kommune. Den er markant forbedret og det kommer idrætten til gode nu,” slår borgmesteren fast.

Også penge til renovering
Hvis man tager en tur rundt og ser nærmere på kommunens idrætsanlæg, vil man hurtigt opdage, der trænger til en ’kærlig hånd’. Tømrersvamp i Rødovrehallens omklædningsrum, løse tilskuersæder, hul i muren til Rødovrehallen, et svampeangrebet klubhus i Espelunden for lige at nævne nogle udfordringer.
”Vi ved godt, vores nuværende anlæg forfalder og de skal renoveres hurtigst muligt. Det bliver med penge fra puljen til vedligehold, altså penge som ikke tages fra de 100 millioner kroner,” siger Britt Jensen. Hun fortsætter:
”Vi har politisk opbakning til flere penge i renoveringspuljen og planen er, at vi skal bruge flere penge på renovering, så alle bygninger og faciliteter kommer op på et niveau, som er en velfærdskommune værdig.”
”Nu gider jeg ikke høre mere om huller i Rødovrehallen. Det skal være slut. Brugerne skal opleve, at vores idrætsanlæg har en høj standard,” siger Britt Jensen.

Endnu flere penge
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det ikke. Rødovres idræt får måske endnu mere fra Rødovres politikere.
”I år har vi et forsøg med at holde åbent i flere idrætshaller i løbet af sommeren. Det er en test, for sådan kan det måske også blive i fremtiden. Så det er vigtige erfaringer, vi får denne sommer. Det hele handler om at give bedre forhold for brugerne.”
”Desuden skal bookingsystemet til haller og baner forbedres, så det bliver mere fleksibelt, så vi kan udnytte vores faciliteter bedre,” siger Britt Jensen, der, i samarbejde med DGI, vil tilbyde en såkaldt ’playmaker’ til foreningerne.
”Alt det her skal gøres i selskab med FIR og idrætslivet. Vi er naturligvis i fuld gang, men næste skridt bliver idrætskonferencen, som afvikles i Rødovrehallen på lørdag,” slutter Britt Jensen

Fakta

10/10 ordningen
10 millioner kroner hvert år over 10 år.

Desuden bliver giver langt flere penge til renovering af idrætsfaciliteterne.

Bookingsystemet af haller og baner udbygges og forbedres