Uheldig slagter satte ild til køkkenet
brand-slagter.jpg
Slagteren på Damhustorvet forventer at åbne igen i morgen Foto: presse-fotos.dk
politi Ingen personer kom heldigvis til skade, men køkkenet led til gengæld en trist skæbne, da der torsdag eftermiddag i sidste uge udbrød brand hos Damhusslagteren på Damhustorvet.

“Vi kom til at futte hele køkkenet af,” lyder det ærligt og bramfrit fra indehaveren af Damhusslagteren på Damhustorvet, Per Christoffersen, efter af der torsdag i sidste uge udbrød brand i køkkenet.
Uheldet skete om eftermiddagen ved 14-tiden, da en medarbejder ved et uheld kom til at skrue op for et blus på komfuret i stedet for at slukke det. Den høje varme antændte en gryde, men da slagterforretningens personale havde travlt med at ekspederede kunder i butikken, var der ingen der opdagede røgudviklingen og senere flammerne fra køkkenet.
”Da vi opdagede at det brændte, kunne jeg godt se, at det ikke var noget jeg skulle rode med. flammerne var alt for høje, så vi kunne slet ikke komme ud i køkkenet,” fortæller Per Christoffersen, der fik alle medarbejdere og kunder ud af butikken og tilkaldt brandvæsenet.
”Køkkenet er fuldstændig ødelagt og vi har brugt hele weekenden på at gøre hele butikken ren, så vi er klar til at åbne i morgen,” siger slagtermesteren, der på trods af et nedbrændt køkken, er klar til at lange hjemmelavede rullepølser og frikadeller over disken igen.
”Vi har fået et mobilt og fuldt disponibelt køkken. Det lever fint op til alle standarter og vi kommer derfor til at lave mad fra vores baggård, indtil vores køkken igen kan bruges,” siger Per Christoffersen.