Tvunget til at tænke kreativt
DSC_69852.jpg
"Under nedlukningen har jeg skrevet og ringet med sammen med mine klienter, for at holde dem til ilden. Det har fungeret, men mange går også død i hjemmetræning og derfor bliver det godt med den personlige kontakt i træningscenteret,” siger Teddy Prip. Foto: Jon Henriksen/Danishstreetdocs
sundhed på pause Den personlige træner og rødovreborger Teddy Prip måtte gentænke hele sin virksomhed, da Danmark lukkede ned. ”Jeg elsker selvudvikling, men det var ikke sjovt at stå i en situation, hvor jeg var tvunget til at tænke i nye veje, for at overleve,” siger han.

På bagsiden af træningscenteret Rødovre Fitness Club på Tæbyvej er Teddy Prip i gang med dagens holdtræning. På asfalten står kettlebells og håndvægte klar til at blive løftet og på gummiunderlag ligger Teddy Prips deltagere og sveder i eftermiddagssolen.
Før COVID-19 og diverse mutationer indtog Danmark og i flere omgange har lukket landet ned, hjalp Teddy Prip sine klienter med skræddersyede kost- og træningsprogrammer i Rødovre Fitness Club på Tæbyvej, hvor deltagerne mødte fysisk op for at modtage råd og vejledning til en sundere og mere aktiv livsstil.
Men lukningen af landets træningscentre vendte fra den ene dag til den anden op og ned på Teddy Prips virksomhed og han var derfor tvunget til at tænke i nye baner, hvis hans virksomhed skulle overleve.
”Jeg elsker selvudvikling, men det var ikke sjovt at stå i en situation, hvor jeg var tvunget til at tænke i nye veje, for at overleve,” siger Teddy Prip, der som personlig træner netop har lagt stor vægt på den personlige relation og de fysiske fremmøder.
”Jeg var i tvivl om det overhovedet kunne lade sig gøre, at lave online-træning, uden at de tætte relation ville forsvinde. Jeg kan godt lide at ’holde øje’ med mine klienter og følge dem tæt ved maskinerne i træningscenteret og min store frygt var, at det fuldstændig ville forsvinde,” siger Teddy Prip, der dog ikke havde noget valg, hvis han ville opretholde sin virksomhed i forbindelse med nedlukningen december 2020, hvor landets træningscentre lukkede ned og først åbnede op i sidste uge, som led i den gradvise genåbning af Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet…

Teddy Prip har haft stor succes med udendørstræning under nedlukningen af landets træningscentre. “Det har virklieg været fedt, så det fortsætter jeg med,” siger han. Foto: Jon Henriksen/Danishstreetdocs 

Tiltag fortsætter efter genåbning
Han investerede derfor tid og økonomi i at udvikle en digital platform, hvor hans klienter kunne se og downloade træningsprogrammer på telefonen.
”Jeg var nødt til at tænke kreativt, hvis jeg ikke skulle knække nakken og jeg må sige, at jeg er blevet rigtig glad for flere af de tiltag, som jeg har sat i værk under nedlukningen. Tiltag, som nok ikke var blevet rullet ud på samme måde, hvis min arbejdsplads (træningscenteret, red.) ikke var blevet lukket,” siger Teddy Prip, der selv er glad for at lave mad og også begyndte at dele madbilleder og opskrifter på sunde retter med sin klienter.
”Det var vigtigt for mig, at mine klienter kunne få næsten det samme træningsforløb, som hvis vi mødtes fysisk og det var faktisk helt hyggeligt at dele madopskrifter og retter. Jeg fik involveret hele min familie i projektet,” siger Teddy Prip, der bruger de sociale medier mere aktivt efter nedlukningen.
”Jeg har skulle lære at bruge de sociale medier på en helt anden måde,” fortæller Teddy, der også valgte at rykke træningen udendørs og lave helt lavpraktiske træningsforløb, hvor deltagere kunne melde sig til en times god træning i det fri og betale 100 kroner, når de dukkede op.
”Og det er helt klart et af de tiltag, som jeg kommer til at fortsætte med. Dem der har været med, er kommet igen, og jeg har lovet flere, at vi fortætter træningsformen i den friske luft i løbet af sommeren og til efteråret,” siger Teddy Prip, der også holder gang i sine online træningstilbud, selvom træningscentrene blev åbnet den 6. maj.
”Jeg har virkelig savnet den personlige kontakt med alle mine klienter, men jeg tænker, at der er mange muligheder for fortsat at udvikle min online-træning. Det kunne måske være virtuelle træningsforløb i frokostpausen på større virksomheder,” siger den personlige træner.

Den personlige træner og rødovreborger Teddy Prip måtte gentænke hele sin virksomhed, da Danmark lukkede ned. Foto: Jon Henriksen/Danishstreetdocs

Top