Stationsplads skal løfte Islev
stationsplads.jpg
Der bliver både plads til busser og lidt grønt samt bycykler, når den nye letbane stopper i Islev. Foto: Illustration: Hovedstadens Letbane
Hovedstadens Letbane Der bliver både plads til elbiler, almindelige biler, træer og cykler, når den nye stationsplads for letbanen åbner i Rødovre om fire år, men vigtigst af alt er der nu også sørget for plads til at busser kan holde og vende.

Den nye stationsplads, der hvor Hovedstadens Letbane om fire år skal skabe helt nye muligheder for liv og erhverv i Islev Nord, begynder for alvor at tage form.
I hvert fald har Rødovre Kommune vedtaget et nyt projekt for udformningen, der både tager hensyn til de primære interessenter i form af busser og pendlere, men også til bilister og cyklister, ligesom der er fundet plads til at drysse lidt grønt ud over den nye stationsplad.
”Letbanen giver Islev offentlig transport i verdensklasse, så vi let og hurtigt kan komme omkring i hele hovedstadsområdet. Stationen bliver et trafikalt knudepunkt i området. Der er ingen tvivl om, at det kommer til at give området et stort løft i forhold til i dag”, siger Jan Kongebro (S), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre.
 
Meget trafik
Når så store projekter skal vise sig gangbare på jord, er det vigtigt fra start at have tænkt flest mulige hensyn ind, og stationspladsen er ifølge Rødovre Kommune også forberedt, så der bliver plads til den trafik, som vil komme til den nye station. Det gælder ikke mindst sammenkoblingen til bustrafikken og tryg og sikker færdsel for gående og cyklister. Der bliver også etableret et nyt grønt forløb med plantebede og træer. 
Kommunen har nemlig forberedt sig til den nye letbane i årevis.
”Vi har de seneste år investeret massivt i området som forberedelse til letbanen. Islevbrovej og Islev Torv er blevet forskønnet, så der kommer en flot forbindelseslinje til den kommende letbanestation. Området er virkelig blevet attraktivt. Letbanen bliver endnu et skridt i den rigtige retning for udviklingen af Islev. Det er et dejligt sted og en vigtig del af Rødovre”, siger Jan Kongebro.
 

Det ved vi om den nye stationsplads Rødovre Nord

Der sker en sammenkobling til den øvrige trafik:
·       Der kommer holdepladser og vendeplads for busser
·       Minimum 25 parkeringspladser for biler. Der er også reserveret plads til opsætning af el-ladestandere i området. 
·       Der bliver lavet tryg og sikker færdsel for gående og cyklister 
·       Minimum 50 cykelparkeringspladser
·       Der er gjort plads til opsætning af ladestationer for bycykler.
·       Der bliver lavet et grønt forløb med plantebede og træer. 
·      Du kan læse mere om den kommende letbane på www.dinletbane.dk

Top