Ny podcast dykker ned i hunde, mad og alt andet du elsker
podcast.jpg
Historiernes mest kendte hunde er omdrejningspunktet i bibliotekets første - men bestemt ikke sidste - podcastserie. Foto: Red
Podcast Hvad har hundeentusiaster, bad boys, biler, mad og cykler til fælles? Sammen med en masse andre emner spiller de hovedrollen i vidt forskellige bøger, der sammen og hver for sig udgør Rødovre Biblioteks spritnye podcastserie ’Bogen Fanger 2610’.

Det startede med luftetur af menneskets bedste ven efterfulgt af en kold øl på Det Gamle Hundebad.
”Mens hundene lå og dampede af, og de tobenede fik en kold, forfriskende øl, fortalte jeg om hundens gang i bøgernes verden,” starter Martin Hartmann.
Han er litteraturformidler på Rødovre Bibliotek.
”Bagefter balancerede jeg rundt mellem hundene og delte doggybags ud med læseprøver på hundebøger, hundekiks og hundeposer med hjemmelavet poesi på,” fortsætter Martin.
”Pludselig hev en af hundeentusiasterne fat i mig og fortalte med stor begejstring, at han normalt ikke læste bøger, men at han havde fået helt lyst til at læse en af de omtalte hundebøger. For som han sagde, elskede han jo sin hund, og derfor lød det også spændende at læse bøger med hunde i,” siger han og så var idéen til en helt ny podcastserie født.
For hans begejstring stoppede ikke der.
”Han fortalte også, at jeg jo kunne dykke ned i alt muligt i bøgernes verden, eksempelvis biler som han også elskede, og derfor syntes kunne være spændende at høre og læse om, husker Martin om dengang idéen til Bogen fanger 2610 blev født midt mellem hunde og øl.
For hundeentusiasten fik ham til at huske på, at det at få en god læseoplevelse og blive fanget af en bog ofte er et spørgsmål om at finde en, der handler om noget, som man brænder og interesserer sig for.
”Og det er altså lige meget om man er nybegynder i bøgernes og læsningens verden, eller man allerede læser tonsvis af bøger,” understreger Martin Hartmann.
 
Men, hvordan vælger du emnerne?
”I hundeentusiastens ånd udvælger jeg emnerne ud fra, hvad jeg oplever, der er populært og optager folk i Rødovre – som fx ishockey og cykling, mad og moderskab, bad boys, biler og bunkere.”
I hvert afsnit af den ret så medrivende podcast bliver der fortalt om, læst højt og anbefalet gode bøger om det pågældende emne. Det krydres, når der er muligt lover Martin Hartmann, med små samtaler med lokale kendinge og entusiaster, der også interesser sig og brænder for emnet.
 
Hvad handler første afsnit om?
”Det handler selvfølgelig om hunde. For jeg er selv opvokset med hund og deler derfor hundeentusiastens store hundebegejstring. Og det overraskede mig, hvor mange fantastiske bøger, der faktisk findes med hunde, når man første begynder at lede.”
 
 
Et hundeliv
Er du fan af hunde kan du derfor godt glæde dig til at høre om alt fra den amerikanske forfatter og nobelprismodtager John Steinbecks litteraturkritiske og manuskriptspisende hund Toby, der spiste halvdelen af hans første og eneste manuskript til bogen Mus og mændtil journalist og hundefrygter Stig Olesens morsomme bog Mand bider hund, der er en brandtale for hundefobi set i betragtning af hundens tørst efter hævn for at blive tvunget til alt muligt fra at hente sure sutsko, gå i tylskørt og inddrive narkogæld til at springe ud i iskolde bølger efter åndsvage kæppe.
 
”Og ikke nok med det. Jeg har været så heldig at få min dygtige og ligeså podcastentusiastiske kollega Vibe Seide Pedersen med på idéen. Hun sidder allerede og arbejder på næste afsnit, der kommer til at handle om moderskab og får præmiere i første uge af juli,” siger Martin og slutter:
”Jeg er også selv så småt gået i gang med min research til tredje afsnit, som kommer til at handle om biler og bliver udgivet i første uge af september. Jeg kan allerede nu fortælle, at du bl.a. kommer til at høre om den første længere køretur i Carl Benzs automobil fra 1885 foretaget af hans kone og børn, den uforbederlige motorbøllen Tudse fra Tudseborg fra Vinden i Piletræerne og den drabelige, demonbesatte Plymouth Fury ved navn Christine fra Stephen Kings gyserbog Christine.”

Bogen Fanger 2610

Har du idéer til emner, er du meget velkommen til at skrive til Martin Hartmann på mail: cn24085@rk.dk. Så kan det være, at lige netop dit forslag bliver et fremtidigt afsnit.
 
Allerførste afsnit er allerede ude nu og kan høres på bibliotekets podcastkanal ”Røde Ører”, som findes på Soundcloud.com (https://soundcloud.com/roedovrebibliotek).