Ny formand for Konservative
konservativ.png
Jens Damgaard Gøtzsche er ny formand for Konservative i Rødovre.
Politik 2021 er valgår, og for udfordrerne til Socialdemokratiet og borgmesterposten, Konservative, bliver det med en ny formand ved roret i Rødovre.

Det bliver med en ny mand i spidsen for den lokale vælgerforening, at Konservative igen skal forsøge at tippe magtbalancen i Rødovre, når vælgerne senere i år skal til valgurnerne.
På dette års generalforsamling har den lokale konservative vælgerforening nemlig valgt ny formand.
Efter fire år på posten har Iben Rude valgt at trække sig som formand for vælgerforeningen.
Den nye formand, Jens Damgaard Gøtzsche, skjuler ikke, at han har sagt ja til posten for at sikre partiet mere indflydelse i kommunalbestyrelsen.
“Målet for den konservative vælgerforening i 2021 er at fortsætte den store medlemsfremgang og sikre et godt konservativt kommunalvalg. Sammen med Kim Drejer Nielsen og de resterende konservative kandidater vil vi arbejde hårdt på at sikre et godt konservativt valg, således at der sikres maksimalt indflydelse i kommunalbestyrelsen,” siger Jens Damgaard Gøtzsche.
Jens Damgaard Gøtzsche er en rigtig rødovreborger, der bor i Islev med sin hustru og de tre børn Nora på fire år og tvillingerne Esther og Gustav på ét år.
 
Mere sammenhæng
Partiets konservative borgmesterkandidat, som de kalder det, selvom der er lang vej til titlen, Kim Drejer Nielsen, udtaler i forbindelse med valget af Jens Damgaard Gøtzsche som ny formand:
“Vi arbejder hårdt på fremgang ved kommunalvalget. Organisation og politik skal begge spille. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Jens Damgaard Gøtzsche om at indfri vores fælles målsætninger.”
Den afgående formand har allerede brugt den ekstra fritid til at løbe lange ture på Bornholm, men hun glæder sig over, der er kommet en god erstatning på posten.
“Det glæder mig, at vi har fået nye, gode kræfter i bestyrelsen samt en ny ledelse som vi alle ser frem til at arbejde med. Jens drives af et stort engagement, og så er han virkelig godt selskab,” siger den afgåede formand Iben Rude.