Følelsesladet farvel i Kompasset
kompasset5.jpg
Torsdag den 29. april havde Børnehuset Kompasset sidste åbningsdag. Institutionen skal renoveres og forventes tidligst at genåbne i 2023. Foto: Red.
lukket ”Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi.” Flere forældre havde svært ved at holde tårerne tilbage, da formanden for forældrebestyrelsen i Børnehuset Kompasset, i en følelsesladet tale, takkede pædagogerne for deres arbejde på Kompassets sidste dag.

Farverige balloner og dannebrog i flagranker blafrede i vinden ved indgangen til Børnehuset Kompasset. På legepladsen vidnede et fint dækket kagebord om, at der var en fejring i vente. Men på trods af det hyggelige ydre, var det ikke en festens dag i traditionel forstand.
Det har længe været kendt, at Børnehuset Kompasset skal lukke, da institutionens nedslidte lokaler skal igennem en større renovering.
Kompasset skulle oprindeligt være lukket sidste efterår, men beslutningen blev udskudt til 1. maj, hvilket betød at torsdag den 29. april var dagen, hvor de resterende børn havde sidste dag i børnehaven og det pædagogiske personale kunne sige farvel til deres arbejdsplads.
På dagen var forældre og børn inviteret på afskedskage og kaffe på legepladsen og det var helt tydeligt at lukningen var en følelsesladet affære for både forældre og institutionens personale.
”Det er meget rørende og en anden måde at sige farvel på. Min søn skal i skole og han siger, at vi bare kan tage herned og sige hej til pædagogerne, men det kan vi ikke. De bliver spredt ud over hele kommunen, så det gør det hele ekstra sørgeligt,” fortalte Karina Mohr, der er mor til Luis.

“Af hjertet tak”
Siden det fra politisk side blev besluttet, at Børnehuset Kompasset skulle lukke, er der blevet tyndet ud i børneflokken og medarbejderstaben. Forældre har skulle flytte deres børn til andre dagtilbud og pædagoger har fundet jobs i andre institutioner.
En større gruppe børn og personalegruppe holdt dog ud til den bitre ende og på Kompassets sidste dag, havde formanden for forældrebestyrelsen, Nawal Sadi, kun lovprisende ord til medarbejderne i en bevægende tale, hvor hun startede med at citere fra Kim Larsens sang ’Om lidt’.
”En æra er slut og vi skal videre sammen med vores børn på en ny rejse. Desværre bliver det uden alle jer, men som det siges; når der lukkes en dør, åbnes der et vindue et andet sted. Der hersker ingen tvivl om, at det har været en hård rejse for os alle, men især for jer. I holdt ud lige til det sidste. I har om nogen kæmpet og stået ved jeres ret og været stærke for vores børns skyld og for jeres egen. Det skal I have et stort skulderklap for. Det er en vemodig dag for os alle, men mest vemodigt er det for Kompassets personale, for det er jeres arbejdsplads. Vi ved godt, at I bare gør jeres arbejde, men for os har det betydet hele verden. Tak for lån af jeres dyrebare tid, jeres investering, visdom og lærdom. Tak for alt, tak for jer. Af hjertet tak,” lød det blandt andet i talen fra Nawal Sadi.

Artiklen fortsætter under billedet…

Formanden for forældrebestyrelsen i Børnehuset Kompasset, Nawal Sadi, leverede en rørende afskedstale til pædagogerne på Kompassets sidste dag. Foto: Red.

Siger farvel efter 34 år
For den 62-årige pædagog Jeanette Thyge var afskedsfesten ekstra vemodig. Jeanette siger nemlig farvel til en institution hun har kunne kalde sin arbejdsplads i 34 år.
”Det er lidt en sorgens dag, for det har været en fantastisk arbejdsplads for mig. Jeg har elsket institutionen og hverdagen med alle de glæder og bump på vejen, som der har været hen ad vejen,” siger den erfarne pædagog, der har haft god tid til at vende sig til tanken om, at hun skal videre og derfor er meget fortrøstningsfuld for fremtiden.
”Jeg har accepteret situationen og skal videre til et fantastisk sted, hvor der er blevet taget godt imod mig,” siger Jeannette Thyge, der skal fortsætte som pædagog i Børneinstitutionen Skanderup på Rødovre Parkvej.
”For mig var det meget magtpåliggende at følge de 27 skolebørn helt til dørs og derfor er jeg glad for, at jeg fik det hele med og kan tage ordentlig afsked med børn og forældre,” siger Jeanette Thyge, der sammen med kollegaerne delte rundhåndet ud af farvel-krammere til børnene, der kvitterede med at synge Albertes tårepresser ’Lyse nætter’ som deres sidste afskedssang.
Og når vi nu er ved de følelsesladede sange, så lad os runde af med de indledende ord i Nawal Sadis tale til pædagogerne.
”Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi. Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi. Sådan lyder de vise ord fra Kim Larsens sang ’Om lidt’. Og vi kan ikke komme udenom, at der om lidt bliver stille i Kompasset.”

Pædagog Jeanette Thyge har været pædagog i Børnehuset Kompasset siden 1986. Foto: Red.

Top