VUC åbner eget testcenter
20210406_113244-1-scaled.jpg
Voksenuddannelse har åbnet eget testcenter for at sikre undervisning og fysisk fremmøde. Foto: Privat
Testcenter Mens almindelige skoler og ungdomsuddannelser fik forbud mod at åbne efter påsken, gik VUC, der er en voksenuddannelse, helt nye veje og bød tirsdag velkommen til 150 kursister, der frit kan bruge skolen helt eget testcenter.

Mens unge flere steder i landet hungrer efter undervisning og at se deres venner, kunne Vestegnens HF & VUC i Rødovre tirsdag byde velkommen til halvdelen af eleverne. Det skyldes, at skolen er voksenskole, men det har også hjulpet, at skolen har åbnet sit helt eget testcenter, så dem, der ikke på forhånd kan fremvise en negativ test, kan få lavet en på stedet, inden de møder deres klassekammerater og undervisere.

”Vi er den åbne bastion i Rødovre, hvor alle andre er lukket ned. Det er svært at skulle være testcenter, men vi har fået mange instrukser og så har vi ansat nogle supervisere, der sørger for, at alting foregår, som det skal,” siger direktør, Tue Sanderhage.

Han forklarer, at der allerede tirsdag formiddag var 15 elever, som brugte det nye testcenter, men at langt de fleste elever mødte op med negative test, de havde fået lavet i løbet af påsken.

”Vi bliver de første, hvor eleverne skal teste sig selv med den korte næsetest under skarp overvågning af en gruppe supervisorer, som vi har ansat til opgaven,” forklarer Tue Sanderhage.

”Vi har fået lov at åbne med 50 procent fremmøde, forstået som at man som kursist må komme på skolen i en uge, og derefter skal være hjemme en uge. Vi må ikke blande kursisterne, så de skal blive i egne ’hold-bobler’ og altså ikke skifte hold i løbet af ugen. Derfor forventer vi cirka 150 fremmødte om ugen i april måned,” siger Tue Sanderhage.

Det forsømte forår

Da vi fanger ham et par timer efter testcenteret er åbnet tirsdag formiddag, fortæller han, at det går godt med at holde afstand fordi køen er kort og at alle tager situationen med godt humør.

”Det betyder utrolig meget, at vi kan åbne op fysisk. Ikke mindst for eleverne. Jeg er glad for, at vi nu igen kan byde vores kursister velkommen på vores adresse. En del af dem er begyndt hos os i januar, og de har således slet ikke været på vores adresse endnu. De trænger til at få det sociale element af det at gå på en uddannelse med i deres oplevelse,” siger han og fortsætter:

”Vi håndterer hele trygheden og sikkerheden med sikker hånd. Det er svært og nyt for os, men vi har sat os godt ind i reglerne, uddannet personale og har fintmaskede planer, så vi sikrer, at det er trygt at studere og komme på arbejde hos os. Lad os få gang i dette nu knap så forsømte forår og gøre det vi holder allermest af, nemlig at uddanne og give vores kursister nye muligheder for videre uddannelse eller beskæftigelse.”

Top