Udvalgsformand lytter til kritik: Vil anbefale ny afstemning
Skolestart_200416_04.jpg
Efter debat om vinterferiens placering fra skoleåret 2022/2023, vil udvalgsformand Flemming Lunde Østergaard Hansen (S) nu foreslår nye afstemninger, når Børne- og Skoleudvalget mødes i næste uge. Foto: Per Dyrby
vinterferie Efter debat om vinterferiens placering fra skoleåret 2022/2023, vil udvalgsformand Flemming Lunde Østergaard Hansen (S) nu foreslå nye afstemninger, når Børne- og Skoleudvalget mødes i næste uge.

Skal Rødovres skolebørn afholde vinterferie i uge 7 eller uge 8 fra skoleåret 2022/2023?
Spørgsmålet bliver i øjeblikket diskuteret flittigt på diverse sociale platforme efter af formanden for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen (S), forleden bekendtgjorde, at han ville anbefale at vinterferien rykkes fra uge 8 til uge 7 fra og med skoleåret 2022/2023 på baggrund af blandt andet høringssvarene fra skolebestyrelserne, og afstemningen blandt medarbejderne, hvor der var overvægt af ønsker om at flytte vinterferien til uge 7.
I år har forældrene, som noget nyt, også haft mulighed for at deltage i en vejledende afstemning, men flere sætter spørgsmålstegn ved troværdigheden af forældre-afstemningen, da det i afstemningsperioden var muligt at afgive flere stemmer og dermed påvirke afstemningen i en given retning.

Lytter til kritik
SFs medlem af Kommunalbestyrelsen, Kenneth Rasmussen, skrev i går på rnn.dk, at han ikke mener at sagen er ordenligt belyst og formand for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen (S), mener at det er fint med yderligere afdækning af ønsker til vinterferiens placering.

Udmeldingen fra Børne- og Skoleudvalgets formand om vinterferiens fremtidige placering har skabt en del debat på de sociale medier. Både om det fornuftige i at flytte vinterferien fra uge 8 til uge 7, og ikke mindst om validiteten af de vejledende afstemninger blandt medarbejdere og forældre. Her har flere peget på, at der er mulighed for at stemme flere gange. Den heftige debat har gjort indtryk på udvalgsformand Flemming Lunde Østergaard Hansen.

“Først og fremmest er det dejligt, at borgerne tager aktivt stilling til de forslag, som vi har som politikere. Det er i dialogen, at vi får skabt de bedste løsninger. Og jeg har naturligvis lyttet til, at nogle deltagere i debatten stiller spørgsmålstegn ved de vejledende afstemninger blandt forældre og medarbejdere. Jeg vil derfor foreslå på vores udvalgsmøde på tirsdag, at vi får lavet nogle nye afstemninger, som ikke giver de samme muligheder for at stemme flere gange, som der har været mulighed for ved de gennemførte afstemninger,” udtaler udvalgsformanden.

Ifølge Flemming Lunde Østergaard Hansen er det ærgerligt, at troværdigheden omkring de gennemførte vejledende afstemninger skygger for ønsket om at høre skolebestyrelsernes, medarbejdernes og forældrenes holdninger til vinterferiens placering fra og med 2023.

“Hele idéen med at spørge de forskellige parter er at få placeret vinterferien, hvor det passer flest mulige bedst, hverken mere eller mindre,” siger han.

Top