Testambassadører hjælper Rødovre
testambasadoerer_BP.jpg
Fredag rykkede testambassadører ud i Rødovre for at hindre smitten i at stige. Foto: Brian Poulsen
Coronatest Fredag rykker fem såkaldte testambassadører bevæbnet med informationer på syv forskellige sprog om retningslinjer og testmuligheder ud i Rødovre for at sikre, at skolerne ikke skal lukke igen.

Selvom smittetrykket er faldet de seneste dage i Rødovre, og kommunen nu som hele er at finde lige under grænsen for det testjusterede incidenstal på 200, hvor lokalsamfundet skal lukke ned, er der stadig stor risiko for, at alting hurtigt kan vende.

Især truslen om, at skolerne skal lukke igen er til at føle på, at fra kommunens side, tager man derfor alle tænkelige redskaber i brug for at få banket smitten ned.

”Senest har vi bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om assistance fra deres team af testambassadører. Vi har netop fået bekræftet, at de sender fem medarbejdere til Rødovre. I løbet af dagen kommer de til at være forskellige steder spredt over hele Rødovre,” siger borgmester, Britt Jensen.

 

Ekstra indsats

Besøget fra testambassadørerne skal ses som et godt supplement til den øvrige indsats, Rødovre har i gang. Testambassadørerne har materiale med på syv forskellige sprog, som informerer om retningslinjerne og lokale testmuligheder, for det er vigtigt ikke at misse nogen, mener borgmesteren.

”Hvis vi skal have banket smitten ned, skal vi have alle med. Smitten er lige nu spredt over hele kommunen, så der er ingen lette løsninger. Vi bliver nødt til at løse det i fællesskab. Jeg vil opfordre alle til at lade sig teste regelmæssigt. Det er den eneste måde, vi kan stoppe smittekæderne, og vores smittetal bliver justeret for test,” siger Britt Jensen og tilføjer:

”Jeg håber, at alle borgere i Rødovre vil tage godt i mod testambassadørerne.”