Renovering kan ende på 1,1 milliard kroner
carlsro_005_140318_BP.jpg
I de kommende måneder retter vi et særligt blik mod Carlsro, der står foran en stor renovering. Foto: Brian Poulsen
carlsro En gennemgribende renovering af samtlige 901 lejemål i Carlsro kan lande på 1,1 milliard kroner. Men kun hvis beboerne, og senere kommunen, vel og mærke godkender den storstilede plan, der skal sikre fremtiden for Carlsro.

Med 304 lejligheder i Langhuset, 597 rækkehuse i retning mod Vestvolden og et samlet boligareal på 60.863 kvadratmeter er Carlsro ikke kun Rødovres, men en af landets største boligafdelinger.
De mange boliger har siden 1952 været hjem for flere tusinde rødovreborgere, og det skal de også gerne blive ved med i fremtiden.
En omfattende og gennemgribende renoveringsplan er imidlertid en klar nødvendighed, hvis de mange boliger skal leve op til fremtidens behov.
Afdelingsbestyrelsen i Carlsro har siden 2016 arbejdet med forundersøgelserne, der senere er blevet til en helhedsplan, der skal fremtidssikre bydelen, og i forløbet har flere byggetekniske rapporter vist, at der er et ekstraordinært renoveringsbehov i hele afdelingen.
Carlsro har som boligafdeling længe stået på Landsbyggefondens venteliste over afdelinger, der kan modtage renoveringsstøtte. Oprindeligt kunne Carlsro modtage støtte på op til 300 millioner kroner. Et beløb, der senere er blevet hævet til 406 millioner kroner.
Som forudsætning for at modtage støtten, og som en konsekvens af en grøn boligaftale på Christiansborg i sommeren 2020, skulle de forskellige elementer i helhedsplanen og de økonomiske konsekvenser godkendes inden udgangen af 2020, hvilket betød, at Boligselskabets bestyrelse og afdelingsbestyrelsen i Carlsro var tvunget til at fremskynde projektet med kort varsel, hvis muligheden for at opnå million-støtte til renoveringen, ikke skulle forsvinde. Rødovre Kommune har efterfølgende godkendt den del af det fremsendte, som omhandler støttede arbejder fra Landsbyggefonden og beboerne skal på et senere tidspunkt godkende den samlede plan.

Til afstemning hos beboerne
Under optimale omstændigheder skulle beboerne have stemt om godkendelsen af ’Skema A’, men på grund af den tidsmæssige deadline for at modtage støtte fra Landsbyggefonden og de begrænsede muligheder for at mødes
på grund af corona-pandemien, er afstemningen i første omgang udskudt og forventes gennemført i efteråret.
Hvis beboerne godkender helhedsplanen vil det medføre betydelige huslejestigninger, genhusning og et renoveringsprojekt, der ikke er set i samme skala i Rødovres historie i nyere tid.
Det kan du læse meget mere om i de kommende måneder. I næste uges avis sætter formanden for afdelingsbestyrelsen i Carlsro, Peter Lund Sørensen, ord på, hvorfor han mener, helhedsplanen er en nødvendighed.

Fakta

Artikelserie om Carlsro
Hvad mener du om den gennemgribende renovering, der senere skal til afstemning blandt beboerne og som forventes at koste mere end én milliard kroner?
Hvis du bor i Carlsro og har lyst til at dele din mening med læserne, så kan du kontakte redaktionen på christian@rnn.dk