Nu er det stensikkert
kunst-roedovrehallen_222_091019_BP.jpg
Kunstværket står placeret på en asfaltplads på bagsiden af Skovmoseskolen ved Rødovrehallen. Det er kunstnerne Mogens Møller, Stig Brøgger og Hein Heinsen, der har lavet skulpturen, der blev indviet i 1979. Foto: Brian Poulsen/arkiv
kunst Borgmester Britt Jensen (S) var i december måned ude og sige, at det økonomisk ville blive for dyrt at flytte kunstværket ’Vångaskibet’. Nu er Kunstrådet nået frem til samme konklusion.

Det vikinge-inspirerede kunstværk ’Vångaskibet’ skal ikke flyttes ud til Rødovre Parkvej. Det besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på et møde den tirsdag den 13. april.
Selv samme udvalg havde ellers tilbage i efteråret 2019 godkendt at bruge i omegnen af 800.000 kroner på at flytte og genetablere det tonstunge kunstværk med rindende vand ved Rødovre Skøjte Arena på Rødovre Parkvej, men efter nærmere undersøgelser af kunstværket slog borgmester Britt Jensen i december måned 2020 fast, at der alligevel ikke skulle bruges kommunale midler på at flytte granitstenen. Og på tirsdagens møde i Kultur- og Fritidsudvalget blev projektet lagt helt i graven.
”På baggrund af usikkerheden omkring økonomien, samt udfordringen med placeringen af såvel kunstværket og nærliggende skilte, er det vurderingen fra Teknisk Forvaltning, at projektet ikke kan ske på en tilfredsstillende måde og inden for det forudsatte budget,” lød det i sagsfremstillingen. Derfor har Kunstrådet anbefalet at lade kunstværket stå på dets nuværende placering. En anbefaling som Kultur- og Fritidsudvalget fulgte.
Derfor arbejdes der ikke videre med en omplacering af Vångaskibet.