Klar til at bide skeer med de store
DSC05797.jpg

Esport har i årevis buldret frem som sportsgren og gaming er i dag en naturlig del af hverdagen for mange børn og unge.

Rødovreholdet DREAM.gg har base hos DREAM i Rødovre Centrum. På billedet ses holdet, der suverænt sikrede sig oprykning til Power-Ligaen, der skydes i gang den 3. maj. Foto: Presse
esport Rødovres professionelle Counter-Strike hold 'DREAM.gg’ er klar til den forestående sæson i landets bedste række. Ambitionerne fejler intet på trods af status som oprykkerhold. ”Vi kan slå alle hold,” siger sportsdirektør Mathias Mærsk.

Mandag den 3. maj skyder 13 Counter-Strike hold bogstavelig talt gang i den nye sæson af POWER-Ligaen, der er landets bedste række indenfor den elektroniske sportsgren, der med hastige skridt har vokset sig stor i løbet af de sidste fem år.
Danske Counter-Strike hold som Heroic, North og ikke mindst Astralis har gjort deres til, at Danmark er blevet en magtfaktor på den internationale Counter-Strike scene og lokalt har organisationen bag DREAM, der har hjemme i Rødovre Centrum, tårnhøje ambitioner om også at blive et navn, der fremover er synonym med succes ude i den store Verden.
DREAM.gg overtog i sidste sæson det allerede etablerede hold Accusata og med lutter sejre i landets næstbedste række, sikrede det lokale hold sig helt suverænt adgang til det fine selskab i POWER-ligaen, der starter på mandag.

Stor tiltro på egne evner
DREAM.ggs hold har de sidste par uger været i intensiv træningslejr forud for sæsonstarten og sportsdirektør Mathias Mærsk har store forventninger til de unge spillere, der fra hjemmebanen i Rødovre Centrum, skal forsøge at skyde sig til tops i ligaen.
DREAM.gg går ydmygt ind til den nye sæson, men Mathias Mærsk er ikke bange for at sætte barren, da han har stor tiltro til holdets evner.
”Vi er et oprykkerhold, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har høje forventninger til sæsonen og målsætningen er at slutte i top 6 og dermed komme med i slutspillet, hvor alt kan ske,” siger sportsdirektøren, der mener, at holdet leverede en magtdemonstration i landets næstbedste række, hvor det blev til 18 sejre ud af 18 mulige.
”Vores spillere er sultne og vi ved, at vi kan slå alle hold. Vi har optimale rammer i Rødovre Centrum og jeg ser frem til en meget interessant sæson, der skal vise, hvor langt vi er kommet,” siger Mathias Mærsk, der ikke er bange for, at den ærlige erklæring om at spille med i toppen af ligaen, kan give bagslag.
De sidste par uger har holdet nemlig bevist, at det ikke kun er hold fra landets næstbedste række, der får prygl.
”I sidste uge slog vi det polske hold AGO, der hører til i verdenseliten og vi har også spillet op med nogle af de bedste danske hold i internationale turneringer, så vi har stor tro på egne evner,” siger sportsdirektøren.

Artiklen fortsætter under billedet…

Esport har i årevis buldret frem som sportsgren og gaming er i dag en naturlig del af hverdagen for mange børn og unge. Foto: Presse

Spillere med de rigtige værdier
DREAM.ggs Counter-Strike hold består af fem spillere og én træner. Fire af spillerne var med til at sikre den suveræne oprykning og i transfervinduet har holdet skiftet ud på en enkelt plads.
To af spillerne kommer fra nærområdet og tre spillere kommer fra Jylland.
”Ligesom man kender det fra andre sportsgrene, har vi været ude og scoute spillere, der har de rigtige tekniske- og taktiske evner i spillet, men for os er det mindst ligeså vigtigt at finde spillere, der har de rigtige værdier og som kan fungere godt sammen. Det er uhyre vigtigt, at finde den rigtige konstellation af spillere, der er sultne, dedikerede og gode holdkammerater. Det har vi fundet og jeg glæder mig til at se, hvad drengene kan udrette sammen,” siger sportsdirektøren om optakten, hvor spillerne har trænet intensivt for at få holdets nye mand, 22-årige Johannes ’Meltrox’ Andersen, integreret på holdet.
”Der er mange systemer og taktiker, som Johannes ’Meltrox’ Andersen skal sættes ind i og derfor har vi også forberedt os ekstra meget op til sæsonen. Vi har en intensiv træningslejr i vores gamingcenter i Rødovre Centrum i weekenden, hvor vi kan analysere tidligere kampe på en storskærm og få styr på selv de mindste taktiske detaljer,” fortæller Mathias Mærsk.

Lokal Nyt kommer til at følge det lokale Counter-Strike hold tæt. Især på rnn.dk, men også her i avisen, hvor vi dækker holdets kampe på lige fod med andre sportsgrene.

25-årige Søren ‘zibron’ Geertsen er holdets alderspræsident og anfører eller ’ingame leader’, som det hedder i Counter-Strike. Søren styrer slagets gang under kampene og i næste uges avis kan du læse mere om ‘zibron’, når holdets kaptajn fortæller om, hvad det kræver at spille Counter-Strike på eliteplan. Foto: Presse

Fakta

Hvad er Counter-Strike?
Counter-Strike er et klassisk skydespil til computer. I Counter-Strike: Global Offensive, også kendt som CS:GO eller bare CS, spiller man på hold, hvor terrorister og anti-terrorister kæmper imod hinanden.
Esport er idræt foran computerskærmen. Esport har i årevis buldret frem som sportsgren og gaming er i dag en naturlig del af hverdagen for mange børn og unge. I DGI anerkendes esport som foreningsaktivitet på lige fod med fodbold, gymnastik, svømning og alle andre idrætsgrene.
Spillerne på de danske Counter-Strike hold dyrker ikke deres sport i mørke kældre med chips og cola ved siden af musemåtten, men kan i dag sammenlignes med sportsudøvere som fodboldstjerner, der konkurrerer på højt plan.

Top