Håber bedstemor vinder nyt ultra-løb
jesper-sommer_305_120421_BP.jpg
Jesper Sommer er ikke med i nogen løbeklub, men har alligevel sat sig for at hjælpe 49 løbere rundt om Damhussøen i et helt nyt ultraløb, Damhus-Ultra den 2. Maj. Foto: Brian Poulsen
Damhus-Ultra Nyt Ultra-løb, hvor det handler om at løbe flest gange rundt om Damhussøen udfordrer din viljestyrke lige så meget, som din form. ”Og derfor håber jeg lidt, at det er en sej bedstemor,” der vinder siger manden bag.

Jesper Sommer har som mange andre danskere brugt en del af nedlukningen på at løbe et par ekstra ture i Rødovre og omegn. Nu håber han, at 49 seje løbere vil være med til at starte en helt ny lokal tradition: Damhus-Ultra. Et løb, der sender deltagerne rundt om Damhussøen igen og igen. Eneste regel; Du har kun en halv time til at nå hele vejen rundt for at være med i den næste runde.

”Jeg har gennem længere tid været fascineret af ultra-løb, hvor der bliver løbet væsentligt længere end til maraton, men jeg synes samtidig, det lød helt uoverkommeligt at løbe 100 kilometer eller længere,” starter Jesper Sommer, der ved et tilfælde læste en artikel om Backyard Ultra, hvor det handler om at løbe runder i stedet for at løbe hurtigst.

 

Løb i din baghave

Og hvor kan du gøre det bedre, end Rødovres egen baghave, Damhussøen.

”Nu kommer jeg jo som arrangør desværre ikke til selv at deltage, da jeg står for runde-styringen, men tanken om, at man kan prøve kræfter med at løbe langt, og konkurrere mod familie, kolleger eller venner, uden at det er ’det hurtigste dyr i skoven’, der givetvis vinder, er ret tillokkende,” siger Jesper, der er spændt på opbakningen.

Han er nemlig ikke medlem af nogen løbeklub eller har en stor organisation bag sig, han har bare fået den sjove idé og spurgt Rødovre Lokal Nyt, om vi ikke vil hjælpe ham med at få solgt de 49 startbilletter, så det hele bliver meget sjovere.

De koster heldigvis også mindre end en kop kaffe, så det har vi lovet ham, nok skal ske, for hvem vil ikke gerne teste sig selv og drille naboen med, at de lige gav den en runde mere.

”Jeg håber, det kan tiltrække nye løbere. En omgang om Damhussøen er knap 3,4 kilometer og man har 30 minutter til at gennemføre en omgang, så det kan næsten gennemføres i meget skarpt gå-tempo, hvilket giver mulighed for, at mange vil kunne gennemføre én eller flere omgange,” understreger Jesper Sommer.

 

Koster kun 35 kroner

Af samme årsag er tilmeldingsgebyret sat ufatteligt lavt til kun 35 kroner.

Jesper håber, at arrangementet bliver en succes, og at han selv kan deltage næste gang, hvis han kan få en anden til at stå for tidtagningen.

”Min ambition er helt klart at kunne deltage på sigt, og det langvarige mål er at kunne træne mig op til at kunne løbe den jyske vestkyst langs stranden fra Blåvandshuk til Skagen,” griner han.

Den lille tur er på 365 kilometer eller cirka 300 kilometer længere, end vinderen af DamhusUltra forventes at løbe. Eller rettere, vinderne. For løbet slutter om eftermiddagen med en lodtrækning, hvis der mod forventning skulle være mere end én deltager tilbage.

Se mere på www.damhus-ultra.dk

Du kan også støtte Rødovre Lokal Nyt gennem det sjove løb:

https://www.rnn.dk/2021/04/stoet-roedovre-lokal-nyt/

 

Her kan du læse, hvorfor vi helt ekstraordinært har brug for din hjælp:

https://www.rnn.dk/2021/04/derfor-har-vi-brug-for-din-hjaelp/

Fakta

Tilmelding sker ved først-til-mølle på mobilepay 6165 6580. Angiv deltagernavn, E-mail og mobilnummer i beskedfeltet af hensyn til eventuel efterfølgende smitteopsporing*

Prisen er 35 kr./deltager og dækker administration af løbet samt resultatliste + diplom til download. Skal du betale for 2, oprettes to separate betalinger.

*Kontaktdata offentliggøres ikke, men er i løbsarrangørs besiddelse og slettes 30 dage efter løbet.

Se mere på www.damhus-ultra.dk

 

Top