Er det farligt at spørge borgerne?
kim-drejer_001_300117_BP.jpg
Konservatives Kim Drejer Nielsen har svært ved at forstå, hvorfor det er ufarligt at flytte vinterferien, mens 1. maj og grundlovsdag er SÅ vigtige at beholde at man ikke engang vil spørge borgerne. Foto: Arkiv
debat For tiden gennemføres en ny afstemning blandt forældre til kommunens skoleelever om placering af vinterferien i enten uge 7 eller uge 8. Det er generelt meget fornuftigt med jævne mellemrum at spørge borgerne om de ønsker at fastholde den nuværende placering af ferier og fridage eller om de ønsker dem ændret.

Derfor har jeg også foreslået at borgerne skulle spørges om de stadig ønsker at 1. maj og grundlovsdag skal være skolefridage. Mange har ikke fri på de dage, men skal finde alternativ pasning. For nogle er det besværligt. Man skulle jo tro, at det var harmløst at spørge folk om. Især fordi en sådan afstemning kun er vejledende. Men det var desværre ikke tilfældet. Mit forslag blev nedstemt i Børne- og Skoleudvalget af socialdemokraterne, støttet af SF.

Det leder os til spørgsmålet: Hvorfor er det ufarligt at flytte vinterferien, mens 1. maj og grundlovsdag er SÅ vigtige at beholde at man ikke engang vil spørge borgerne? Er det generelt sådan, at man kun ønsker at spørge borgerne, hvis man enten er tvunget eller er ligeglad?

Jeg synes at borgerne har krav på at få at vide: Hvad er det socialdemokratiske flertal så bange for i denne sag?