“Blomster får mig til at smile”
islev-blomster.jpg
29-årige Menekse Secici har oplevet et helt særligt fællesskab efter hun for to år siden overtog 'Islev Blosmter' på Islev Torv. Foto: Red.
islev torv På Islev Torv kan 29-årige Menekse Secici på lørdag fejre, at det er to år siden, hun rykkede ind på torvet for at binde blomster. Livet som nyudklækket selvstændig har været lærerig og det hele værd, fortæller hun.

I den lille blomsterbutik på Islev Torv stråler de farvede forårsbuketter om kap med indehaver Menekse Secici, der med en kost fejer lidt grønne blade sammen på gulvet.
Islev Torv er badet i sol og indenfor er den 29-årige indehaver af Islev Blomster et stort smil.
”Sådan er det med blomster. De får mig til at smile,” siger 29-årige Menekse Secici.
Hun er født i Norge af tyrkiske forældre og kærligheden bragte hende senere til Danmark. Hun har altid elsket af arbejde med sine hænder og allerede fra barnsben lå det lidt i kortene, at hun netop skulle beskæftige sig med blomster.
”Mit navn betyder viol- og stedmoderblomst på tyrkisk, så jeg har tit fået at vide, at jeg var født til at blive blomsterbinder,” siger Menekse, der overtog blomsterbutikken på Islev Torv den 1. maj 2019. Hun kan derfor se tilbage på to spændende og særdeles lærerige år som selvstændig iværksætter.
”Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig, men jeg har været i tvivl, om jeg kunne klare det. Min mand er heldigvis god til at skubbe mig i den rigtige retning, og selvom jeg havde sommerfugle i maven, da jeg overtog forretningen på Islev Torv, havde jeg opbakning fra dem jeg holder af og det gav mig selvtillid,” siger Menekse Secici, der de sidste to år har oplevet et helt særligt sammenhold på torvet.
”Jeg har oplevet, at Islev er en helt lille by for sig selv, hvor der er et helt særligt sammenhold. En stor del af min familie bor i Norge og jeg kan bare sige, at kunderne er blevet en del af min familie. Når jeg er i butikken på Islev torv, er det ligesom at komme hjem. Selvom Islev er en del af Rødovre, er Islev på mange måder sin helt egen lille landsby, hvor man kommer hinanden ved på en anden måde. Det har været så dejligt at opleve.

Blomster til hele Storkøbenhavn
Udover den fysiske butik på torvet, lancerede Menekse Secici i starten af året hjemmesiden iflowers.dk, der i langt højere grad gør det muligt at levere blomster til kunder i hele Storkøbenhavn.
”Jeg har længe arbejdet med idéen om at starte en webshop, der gjorde det muligt at nå ud til flere kunder. Coronakrisen gjorde det endnu mere oplagt, da mange i stedet har sendt buketter til pårørende på plejehjem, hvor der ikke har været mulighed for besøg og opstarten har været meget spændende,” siger den lokale blomsterbinder, der, på trods af sin online blomsterplatform, vil fortsætte med at være et vigtigt aktiv lokalt i Islev.
”Jeg vil bogstavelig talt gerne få torvet til at blomstre. For selvom der er et helt særligt fællesskab på torvet, kan der til tider godt været ret stille. Som barn boede jeg selv ved et torv i Oslo og jeg husker, hvordan der én gang om året var fest på torvet med en scene, hvor der blev sunget og danset og folk kom hinanden ved.
Lige nu har jeg forrygende travlt med en masse projekter, men jeg håber, at jeg i fremtiden kan være med til at starte en lignende årlig festdag her i Islev,” siger Menekse Secici.

Top