BK Rødovre tyvstarter seriebolden i morgen
WEB_BK-Rødovre.jpg
Boldklubben Rødovres herrer starter fodboldåret i morgen kl. 12. Foto: Privat
fodbold I morgen, lørdag, sparkes fodbolden i gang i serierne, når Rødovre åbner hjemme mod CSC.

På Elstedvej fløjtes der op til årets første turneringskamp klokken 12, når CSC fra Christiania kommer på besøg til serie 1 opgør. Det er traditionelt et jævnbyrdigt opgør mellem de to mandskaber, der ikke mødtes i efteråret, fordi første halvdel af sæsonen endnu ikke er færdigspillet.
CSC er placeret på en fjerdeplads, mens Rødovre er tre pladser efter på syvendepladsen med en score på 27-25.
Inden sæsonen sagde træner Jesper Funch, at målsætningen var at etablere sig i serie 1, opleve hvad der skal til, få erfaring og først i næste sæson er målet oprykning.
Rødovre er dog kun otte point fra en oprykningsplads og et forrygende forår kan sende Rødovre op på en af de to oprykningspladser.
Det følger spiller Martin Børresen op på i et interview med ligabold.dk, hvor han blandt andet siger:
“Vi skal have masser af point, for det er det overordnede mål, og vi vil rigtig gerne starte med tre af slagsen i den første kamp.”

Hvis du skal nævne tre faktorer, der skal gå op i en højere enhed, for at I hiver en sejr eller flere sejre. Hvad skal det så være?
“Minimere vores egne fejl, score på vores chancer og spille kampene på vores præmisser, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kan komme rigtig langt, og der vil komme mange sejre i kølvandet på de tre grundlag, hvis det lykkes,” siger Børresen til ligabold.dk.

Om det lykkes kan vi få første svar på fra klokken 12 på lørdag.
De øvrige seriehold i Rødovre Kommune starter forårssæsonen lørdag den 17. april.

Top