Kunst du godt må stryge med fjerene
kunst-oerbygaard_0199_250221_BP.jpg
Skulpturgruppen 'Gåseliv' er placeret ved indgangen til Plejehjemmet Ørbygård. Hvad synes du om værket? Deltag i debatten på rnn.dk. Foto: Brian Poulsen
kunst Den bornholmske billedhugger Paul Ranslet står bag det nye kunstværk ’Gåseliv’ foran plejehjemmet Ørbygård. Bliv klogere på tankerne bag værker lige her.

Ni gyldne gæs er landet i Rødovre og har nu nysgerrigt sat kursen mod Plejehjemmet Ørbygårds indgang, hvor en ung pige spontant rækker hånden ud mod dyrene. Fra sin plads på en bænk tæt på betragter en ældre kvinde det muntre optrin og indbyder andre til at slå sig ned.
”Morten Korch har ikke levet forgæves. Nu er han også kommet til Rødovre. Vi er hensat til tiden omkring 1900-tallet, hvor en pige passer gæs eller hvad er det lige, hun gør.”
Sådan skrev Torben Risberg Hansen i et læserbrev i Rødovre Lokal Nyt den 3. marts.
Og hvad er det så egentlig lige, at pigen foretager sig med de gæs? Det har vi sat os for at undersøge.

Mødet mellem dyr og mennesker
Bronzeværket ‘Gåseliv’ er skabt til plejehjemmet Ørbygård af billedhugger Paul Ranslet.
I forbindelse med en gennemgribende renovering af plejehjemmet ønskede Rødovre Kommune, at et kunstværk skulle skabe en positiv forbindelse mellem plejehjemmet og det omkringliggende samfund. Derfor inviterede Rødovre Kunstråds professionelle kunstnere til at byde ind med idéer til et værk på pladsen foran Ørbygård og valget faldt blandt andet på Paul Ranslet, fordi gæssenes rute, retning og bevægelse giver stedet og dets brugere en særlig rytme.
”Værket samler og synliggør indgangspartiet omkring et positivt møde mellem mennesker og dyr, som mange kan relatere sig til,” fortæller Anni Lave Nielsen, der, udover at være museumsleder på Heerup Museum, er en del af Rødovre Kunstråd.
Hun mener samtidig, at kunstværket ligger i fin forlængelse af andre kommunale bronzekunstværker som Gudrun Lauesens ’Mads Ged’ i skolegården ved Valhøj Skole, Anne
Marie Carl Nielsens ’Drengs drøm, mands dåd’ på Rødovre Skole og Tina Maria Nielsens ’Genera-
tions’ på Nyager skole.
”De ni gæs strækker hals og tripper afsted langs stien, der forbinder Ørbygård med Roskildevej og verden omkring. Står vi af bussen og går ind på pladsen, mødes vi af den sidste gås i flokken, der lidt forsinket er ved at lande, og helt henne ved indgangen møder vi den unge pige og resten af flokken. De vagtsomme og tillidsfulde gæs vil således på en munter og sød måde fremover følge besøgende, beboere og personaler på vej,” siger Anni Lave Nielsen.

Har selv gæs i haven
Der er ingen tvivl om, at Paul Ranslet har studeret gæssene meget nøje. I Ranslets have på Bornholm bor der således to gæs, som har stået model for de gæs, som nu er landet i Rødovre.
”Jeg synes, at gæs udstråler liv og glæde og det er min intention og mit håb, at kunstværket må bringe begge dele til Ørbygård og alle som færdes der,” siger billedhuggeren, der samtidig har ønsket at skabe en skulpturgruppe, man kan opleve, sanse og røre ved. Den opfordring er hermed givet videre.
”Faktisk bliver bronzefigurerne blot smukkere og mere levende af det. Berøringen vil gøre bronzen mere gylden og blank. Paul Ranslet håber derfor, at mange fremover vil få lyst til at stryge gæssene lidt over næbbene og hovederne, når de går forbi,” fortæller Anni Lave Nielsen.

Billedhugger Paul Ranslet med sine modeller i haven på Bornholm. Foto: Privat